<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hverdag i USA med corona, skovbrande, sociale uroligheder og en beskidt valgkamp

Amerikanerne er på udmattelsens rand.

Vi er kun halvvejs igennem september måned, men jeg er allerede SÅ færdig med det her år! Corona, hjemmeskolede børn, isolation, sociale uroligheder, skovbrande og en valgkampagne, der får det værste frem i politikere og almindelige borgere.

I foråret troede vi, at hjemmeskolingen var midlertidig, og derfor stak vi snuden i sporet, strammede balderne og levede med onlineundervisning, der fik yngstebarnets ADHD til at spinne ud af kontrol og stress og humørsvingninger til at vibrere på de høje nagler hos ældstebarnet. Corona var nyt, vi købte stort ind, indrettede hjemmearbejdspladser, spiste en masse slik og chips og fortalte hinanden, at vi nok skulle komme igennem krisen. Vi ville holde ugentlige familiemøder, give plads, vise forståelse og favne - vi var en stærk familie med masser af overskud. På med ja-hatten, ingen grund til klynk.

Men nu er det efterår og ungerne er stadig hjemme fra skole, og det skal de være frem til i hvert fald 1. februar, sikkert længere. De logger hver morgen ind på deres computere, og derefter begynder det ene zoommøde efter det andet. Der er ingen sportsaktiviteter pga. Corona, børnene har stort set intet socialt liv uden for hjemmets fire vægge. Hvilke langsigtede konsekvenser mon det har for deres mentale helbred? For ikke at tale om, at det har betydning for aktivitetsniveauet og deres overordnede fysiske sundhed. Vi gør, hvad vi kan for at holde dem i gang, men det er ikke let.

I denne Coronatid, hvor man ikke kan gå til fodbold eller mødes med vennerne og løbe rundt, brænder især min søn krudt af alene flere gange om dagen. Vi sender ham ud på cykelture i nabolaget, op og ned ad bjergbakkerne, fire af slagsen bliver det til om dagen, ”kroppen trænger til at komme af med mit mylder indeni,” som han siger.

Først Corona og nu skovbrande

Men det var før skovbrandene, som hærger den amerikanske vestkyst lige nu. Vores by er hyllet ind i en fed, grå suppeagtig smogrøg. Det er decideret farligt at opholde sig udendørs, og myndighederne har lukket parker og offentlige rekreationsområder, Seattle er i disse dage verdens tredje mest forurenede by. Det kradser i halsen og smager af røg, når man trækker vejret. Vi skal holde os inden døre, lukke vinduer og døre og folk opfordres til ikke at dyrke motion. Desværre er den motionscykel, som jeg og resten af USA har bestilt online forsinket, så vi prøver at være kreative med de motionsøvelser, vi beder vores søn lave på stuegulvet.

”Det bliver koldere, tro mig,” sagde Trump hoverende med sin karakteristiske fremskudte kæbe, dét udtryk, han bruger, når han er irriteret på den person, han taler til. Trump var mandag på besøg i Californien, hvor han mødtes med politikere, der argumenterede for, at man ud over at se på bedre vedligeholdelse af skove også må forholde sig til klimaforandringerne.

Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden bakker op om guvernørerne i Californien, Oregon og Washington, der alle som en har fremhævet klimaforandringer som årsag til, at brandene er ude af kontrol.

Hver uge bringer nye afsløringer af Trumps inkompetence og mangel på empati

Hver uge er der en ny skandale. I denne uge handler det om Trumps reaktion på de båndede interviews, man nu kan læse i den kendte Washington Post-journalist Bob Woodwards bog ”Rage”. På båndene, står det klart, at Trump fra begyndelsen af Coronapandemien har vidst, hvor smittefarlig virus var og hvilke enorme konsekvenser, det eventuelt kunne have for den amerikanske befolkning, han som landets præsident står i spidsen for. Trump forsvarer sig og siger, at hans håndtering af Coronakrisen er et udtryk for god ledelse, og at han ikke ville skabe panik.

Hele tiden skygger Corona for vores frie liv. Vi er her i King County i Seattleområdet på niveau 2 i oplukningsfasen, altså langt fra en normalisering. Vi levede således i forvejen, før brandene, med restriktioner på mange aktiviteter. Selvom man kan gå ud og spise, så er lysten der ligesom ikke, når man i nyhederne kan se, hvordan Coronadødstallene stiger hver dag og i denne uge runder 200.000. En af de få aktiviteter, vi indtil for nylig stadig risikofrit kunne foretage os, var at cykle eller gå en tur. I Guds eget land, hvor individets frihed prises, er vi lukket inde i vores hus, mens vi ser ud på en verden, det er svært at forstå har ændret sig så meget siden februar.

Plyndringer og optøjer

Nyhederne er så fulde af den seneste udvikling i skovbrandene og Corona, at de demonstrationer, der har fundet sted overalt i USA i over 100 dage, siden mordet på afroamerikaneren George Floyd, stort set ikke nævnes. Men der demonstreres fortsat, primært for social og racemæssig lighed og for mindre politibrutalitet. Dét er hovedbudskabet, og det budskab støtter de fleste amerikanere op om. Plyndringerne og optøjerne, som skræmmer den menige amerikaner og slører for det oprindelige budskab, har de færreste sympati for.

Skulle jeg nu ikke bare tørre øjnene eller pakke sydfrugterne og vende næsen hjem mod Danmark? Tjoh, det kunne man måske mene. Men det, jeg oplever, er ikke unikt for mig og mine. Der er millioner af amerikanere, der lige nu lever som vi gør. Og som veksler mellem på den ene side at yde deres ypperste for at opretholde en positiv indstilling få familien til at fungere og som på den anden side samtidig kæmper med ensomhed, angst, frygt – det er ikke sundt for det mentale helbred at leve under forhold, der er så uforudsigelige. Jeg er heldig, jeg har tag over hovedet og stabile forhold. Så let er det langtfra for alle her i USA. Mange kæmper med arbejdsløshed og manglende sundhedsforsikring – jeg er sikker på, at de som jeg deler synet på 2020 som et decideret lorteår, vi ikke hurtigt nok kan få skyllet ud i toilettet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}