<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor er jeg bange for typer som ”Latexmanden”?

Og hvordan undgår vi, at fremtidens kvinder også bliver det?

I sommerferien tog jeg med familien i sommerhus. Jeg glædede mig til tre ugers afslapning med dukkerter i havet og løbeture i skoven. Men det var anderledes i år. Mindre afslappende. Ikke på grund af den skygge, som coronaen og gråvejret kastede over sommerlandet. Men derimod fordi den lokale skov i år var ”hjemsøgt” af ham, de lokale havde døbt ”Latexmanden”: Adskillige kvinder havde på deres gåture i skoven haft den ubehagelige oplevelse at støde på manden, der i en tætsiddende, sort latexdragt og med en rød dildo hængende fra lynlåsen gik rundt og blottede sig, forfulgte dem og onanerede foran dem. Manden bar maske – af nogle beskrevet som en gasmaske – og var også blevet set med en sort sydvest på. Og ingen, heller ikke politiet, havde den fjerneste anelse om, hvem denne Darth Vader-gone-horny-type var.

Det siger sig selv, at der gennem ferien blev snakket om Latexmanden overalt i sommerhushaverne. Alle var flade af grin ved tanken om hans pikante kostume, og jeg havde lyst til at grine med. Men … jeg må indrømme, at jeg gøs indvendig i stedet: Tanken om, at han var et sted derude, gjorde mig mere utryg, end jeg ville være ved. Og som ugerne gik, blev det svært for mig, hvis jeg var alene i sommerhuset om aftenen. Jeg begyndte at dobbelttjekke, at dørene var låst, før vi gik til ro. Og jeg droppede de daglige løbeture alene i skoven om morgenen, som jeg ellers havde nydt de andre somre. Imidlertid indrømmede jeg det kun for mine nærmeste. For jeg tænkte, at folk ville finde det lige lovlig hysterisk at være bange for en, der jo egentlig bare lød som en fjollet stakkel. Og langt de fleste – især de mænd – jeg talte med gennem ferien var overbeviste om, at hans slags, blotterne og ”onanisterne”, godt nok er grænseoverskridende, men som oftest ufarlige. De havde sandsynligvis ret. Men det beroligede mig ikke og fik mig til at tænke over en ting: Hvorfor er jeg så bange for typer som Latexmanden, når mændene omkring mig ikke er det?

Spørgsmålet kan synes banalt, og svaret indlysende, i og med at Latexmanden lod til at gå efter kvinder – og eftersom seksuelle forbrydelser jo primært begås mod kvinder. Men hvis jeg kigger i statistikkerne, er der jo ingen større grund til at være bange: Kriminaliteten synes faldende, så objektivt set var jeg jo i forsvindende lille fare for at få besøg af Latexmanden i vores sommerhus midt om natten eller for at blive overfaldet af ham, hvis jeg løb en tur i skoven. MEN … et er jo tal, noget andet er frygt, eller rettere erfaring. Den erfaring, man som kvinde kan oparbejde en vis mængde af gennem årene, og som gør, at man til sidst er kronisk på vagt på grund af sit køn. Den erfaring, der kommer drypvis, men som over tid efterlader et dybt spor – og som ikke samles op af statistikkerne, fordi der er tale om ”småkrænkelser”.

Småkrænkelser begyndte for mit vedkommende, fra jeg var 12-13 år, med at få råbt lumre kommentarer efter mig og blive forfulgt på gaden eller gennem byens parker. Der var også de klassiske blottere, der iført lange frakker på varme sommerdage forskrækkede mig og andre piger på stranden, men som politiet altid beskrev i beroligende vendinger som (sandsynligt) ufarlige. Da jeg nåede de sene teenageår og tog bussen til gymnasiet, skete det heller ikke sjældent, at mænd to-tre gange ældre end mig satte sig tæt op ad mig og ”bare lige ville sige hej” … med hånden … på mit lår eller i mit skridt. Jeg husker tydeligt, da jeg skubbede en af disse mænd væk, at han blev fornærmet og råbte: »Slap dog af, hvem fanden har tisset på din sukkermad!?«. Hans råb fik de andre passagerer i bussen til at vende sig og glo. Og jeg endte med at stå tilbage helt rød i ansigtet af (selvsagt fejlplaceret) skam over, at jeg havde været ”medvirkende” til at skabe en pinlig scene i bussen.

Vejen til gymnasiet eller rundt i byen bød også på andre ubehageligheder såsom sidemænd i bussen eller toget, der tog sig et håndjob, nogle gange halvt i ly af deres jakke, andre gange halvt i ly af ingenting. Det samme skete på en flyvetur fra København til New York. Det var ikke turbulens, der vækkede mig af min lur, men derimod rystelserne fra min sidemand, der fornøjede sig under et tæppe og efterlod sig en bunke af krøllede kleenex på gulvet. Årene på byens barer og koncertsteder indebar desuden uvelkomne hænder intime steder på min krop, i takt med at promillen på stederne steg. Protesterede jeg det mindste, blev gramserierne forklaret som ”uheld”, fordi der jo ”var proppet med mennesker”. Og købte jeg ikke den, fik jeg at vide, at jeg var en værre snerpe.

I dag fortryder jeg, at jeg som ung ikke fik sagt ordentligt og effektivt fra over for småkrænkelserne, noget, jeg først lærte i starten af mine 20’ere. For ikke nok med at jeg aldrig fik rystet oplevelserne af mig igen. At jeg ”frøs” i situationen, gjorde jo også, at krænkerne konsekvensløst kunne gå videre og forulempe andre kvinder. Går den, så går den jo. Når jeg sidenhen har talt med veninder og kvindelige bekendte, har jeg desuden fundet ud af, at jeg langtfra var alene dengang, hverken om oplevelserne eller om at fortryde. Fælles for mange af os var nemlig, at vi var for unge til at tackle situationen. For uerfarne til endnu at have udviklet tilpas stærke grænser på det seksuelle felt. Og for nervøse til at skabe pinligt postyr. Havde vi indledningsvist været høflige eller søde ved de mænd, der viste sig at være nogle svin, følte vi også en vis grad af selvforskyldthed over pludselig at være blevet sat i en seksuelt ufrivillig situation. At sige fra, når man er ung, er ikke spor ligetil.

Hvad der heller ikke gjorde sagen nemmere, var, at vi havde internaliseret tidens alt for afslappede syn på disse lige-ved-og-næsten-typer. De, som måske ikke ligefrem overfalder eller voldtager, men som blotter sig, gramser, forfølger og onanerer foran en. Min oplevelse som ung var, at de blev grinet ad. Set som klamme. Men de blev ikke behandlet som en decideret trussel, og det var – og er – en stor fejl. Ifølge lektor Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet så er grænsen i et samfund nemlig altid flydende for, »hvornår den sexchikane, som mænd udøver over for kvinder, kan siges at være en kulturelt accepteret praksis, som kan relateres til ”almindelige” mænds maskulinitet, og hvornår sexchikane kulturelt set bliver defineret som sexchikane og dermed som … en kulturelt afvigende adfærd. De fleste samfund tolererer en vis mængde dårlig opførsel fra mænd uden at definere det som afvigende adfærd«. Netop.

Tolerance over for småkrænkelser var der alt for meget af, da jeg var ung. Det var der også, da min mor var ung. Og det er der fortsat. En undersøgelse foretaget af Megafon og TV 2 for få år siden viser i hvert fald, at 51 pct. af danske kvinder er bekymrede for at blive overfaldet, når de færdes ude alene efter mørkets frembrud. 43 pct. af unge kvinder forbereder sig desuden på, hvordan de kan forsvare sig, når de skal i byen om aftenen, bl.a. ved at bære et våben eller en våbenlignende genstand. De fleste undgår desuden at gå alene hjem fra byen af frygt for overfald. Andre undersøgelser viser også, at kvinder i højere grad end mænd ønsker mere kameraovervågning og mere politi i bybilledet.

Når så mange piger og kvinder går rundt og er utrygge i et statistisk set ret trygt land som Danmark, er der selvfølgelig noget galt – ikke med den enkelte pige eller kvinde, men med den tilgang, som samfundet har til deres frygt. Ligestilling mellem kønnene handler jo også om retten til ”lige tryghed”. Og har man som ung kvinde ofte nok oplevet helt almindeligt udseende mænd i helt almindeligt tøj opføre sig seksuelt grænseoverskridende over for en, uden at hverken man selv eller samfundet har sagt fra. Ja, så tør man jo næsten ikke tænke på, hvad en mand iført latexdragt, rød dildo og maske kan finde på at gøre ved en. Så bliver man mere bange og mere ufri i sin færden, end ens mandlige omgangskreds gør. Og så ender man, ja, som mig.

Derfor er det også helt afgørende, at nutidens og fremtidens piger og kvinder gør det, som jeg og andre i min generation ikke havde tilstrækkeligt mod til som unge: Kræver nultolerance over for småkrænkelser. Og stopper med at internalisere det alt for afslappede og rummelige syn, samfundet har på småkrænkerne. De skal sige højt og tydeligt fra – ikke bare nogle gange, men HVER gang, de bliver udsat for seksuelle krænkelser, også de små og hverdagsagtige. For de har ret til at være trygge. Ret til at gå op til buschaufføren og stewardessen og få hjælp. Til at melde blotterne, gramserne og onanisterne til politiet. Og ret til at blive taget alvorligt og få deres krænkere retsforfulgt.

Det er selvfølgelig nemt for mig som nu 44-årig at sige, at piger og unge kvinder i dag skal være bedre til at sige fra, end jeg var i deres alder. Men vi modne kvinder kan hjælpe til med at italesætte, at blottere ikke bare er nogle sjofle stakler. Vi ved om nogen, at de seksuelle friheder, nogle mænd tager sig over for en i dagligdagen, sætter små ar på sjælen og kulminerer i en overdreven frygt, eksempelvis for en latexklovn på en skovsti. Så lad os – de modne kvinder og samfundet som helhed – hjælpe de unge kvinder med at sige fra. Lad os tage problemet med gramserne, forfølgerne, blotterne og onanisterne mere alvorligt. Og lad os vise småkrænkerne, at deres handlinger får seriøse konsekvenser. Gør vi det, er der håb. Håb for, at vores unge kvinder i fremtiden, i modsætning til mig, slipper for at skulle spørge sig selv, hvorfor de er bange for typer som Latexmanden. Og håb for, at de kan grine ad ham sammen med mændene i stedet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Annonce
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
22.09.20, 22:21
Debatten må tilbage på sporet Læs mere
Af Josephine Fock
22.09.20, 17:36
Det er et fælles ansvar at bekæmpe coronaen. Jeg giver her mine 10 bud på en Coronafri fremtid. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.09.20, 12:04
Den svenske stat tøver aldrig med at udsætte sin befolkning for eksperimenter, uanset om det er corona eller masseindvandring i troen på at kunne skabe det ideale samfund. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
22.09.20, 11:18
Skandaløst, at Cypern forhindrer sanktioner mod Hviderusland. Men Danmark kan gøre meget, hvis udenrigsminister Jeppe Kofod gider. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.20, 17:19
I løbet af få årnår USA en tilstand, hvor flertallet blandt hvide kan pakke sammen. Og jeg er sikker på, at temmelig mange af de hvide amerikanere vil blive ret sure, når det går op for dem, at spillet er tabt. Læs mere
Af Harun Demirtas
21.09.20, 12:41
Det har været en lang vej til mit danske statsborgerskab. Men nu er jeg dansk - også på papiret. Selv om Nye Borgerliges Mette Thiesen forsøgte at miskreditere mig undervejs. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.09.20, 19:52
Latter og glæden ved at være sammen med andre er en vigtig ingrediens i livsglæde.   Læs mere
Af Jan E. Jørgensen
20.09.20, 18:01
App redder liv - og den kan ikke misbruges til overvågning. Men hvorfor gør regeringen ikke mere for at få os til at bruge den? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.09.20, 08:35
Demokraterne vil vente med at finde en afløser til Ruth Bader Ginsburg i den amerikanske højesteret. Alle kneb gælder under ”den kolde borgerkrig” i USA. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.20, 19:00
Det ville være en fordel for alle parter, hvis flere moderne kvinder forstod at stikke en syngende lussing. Læs mere