Fortsæt til indhold
Viden

Jupiter-måne minder overraskende meget om Jorden

Nye analyser tyder på, at Jorden alligevel ikke er den eneste planet, der har pladetektonik – lignende er nu fundet på Jupiters måne Europa. Det kan have betydning for Europas chancer for at indeholde liv.

Lise Brix, Videnskab.dk

Jordens kontinenter er i evig forandring grundet pladetektonik - mekanismer, som man indtil nu kun troede fandtes på vores klode i solsystemet.

Forskere har nu set de første tegn på overfladeændringer, der skyldes geologisk aktivitet, på Jupiters måne Europa. Det skriver Tycho Brahe Planetariet, ifølge Videnskab.dk.

Her kan du se en video, hvor astrofysikere forklarer, hvad der gør Europa så speciel.

Astronomer har længe holdt et vågent øje med Jupiters fjerdestørste måne. Selvom overfladen er dækket af is, har der nemlig været teorier om et muligt flydende hav under isen.

Denne iskappe har forskerne set udvide sig, men de har indtil nu ikke set nogle områder på Europa, hvor isen blev ødelagt for at give plads til den nye is.

Læs også hos Videnskab.dk: Nyfunden exoplanet har det længste kendte år

For at undersøge Europa nærmere måtte astronomerne tilbage i arkiverne og grave observationer frem fra Nasas Galileo-rumsonde, der observerede Jupiter og dens måner for over 10 år siden.

I disse observationer så forskerne nogle usædvanlige geologiske tegn på grænser. I flere år var de ikke sikre på hvad dette var, men de mener nu at være kommet med en god forklaring - pladetektonik!

Pladetektonik er en teori, du formentlig har hørt lidt om i din skoletid. Den beskriver Jordens overflade som en række overfladeplader, der er i konstant bevægelse.

Læs også hos Videnskab.dk: Mælkevejen er større, end vi troede

Pladetektonik er skyld i dannelsen (og ødelæggelsen) af kontinenter, bjergkæder, dybe kløfter i havet mm. På ismånen Europa ses tydelige tegn på plader, der er blevet revet fra hinanden. Hvor det overskydende materiale blev af, er stadigvæk et mysterium.

Ved sammenligning af observationer over længere tid, ser det nu ud til, at nogle af disse overskydende isplader har bevæget sig under andre isplader - og altså har samme opførsel som Jordens tektoniske plader.

Læs også hos Videnskab.dk: Her er Jordens nye adresse: ’Mælkevejen i supergalaksen Laniakea’

Hvis disse teorier holder, vil det betyde, at Europa er meget mere lig Jorden end førhen troet - og det kan have betydning for Europas chancer for, at indeholde liv, mener hovedforfatteren bag den nye undersøgelse, Simon Kattenhorn.