Krydderi kan hjælpe i kampen mod Alzheimers
Forsøg med rotter viser, at et karrykrydderi kan hjælpe hjernen med at reparere sig selv.
Det kan være at krydderiet gurkemeje - ofte brugt i karryretter - i fremtiden skal hjælpe patienter med hjernelidelser såsom Alzheimers.
Et nyt tysk studie viser, at et stof i gurkemeje (turmeric) kan øge væksten af nerveceller i hjernen - celler, som man mener, er en del af hjernens eget "reparationsudstyr".
Resultaterne er offentliggjort i onlinetidsskriftet Stem Cell Research & Therapy.
"Det er interessant, at det kan være muligt at øge effektiviteten af stamcellerne ved hjælp af aromatisk turmeron (et stof i gurkemeje), og det er muligt, at det kan hjælpe med at styrke hjernens reparationsproces," siger dr. Maria Adele Rueger, en del af forskerholdet ved Institute of Neuroscience and Medicine i Julich, ifølge BBC.
I et af forsøgene sprøjtede forskerne gurkemejens stof aromatisk turmeron ind i rotterne, hvorefter deres hjerner blev scannet.
Det viste sig, at de dele af hjernen, som man mener, påvirker væksten af nerveceller, blev mere aktive efter injiceringen.
I et andet forsøg blandede forskerne stoffet med neurale stamceller fra gnavere, og her viste det sig, at jo højere doser af stoffet, desto større var væksten af de neurale stamceller.
Endvidere viste forsøget, at de neurale stamceller var hurtigere end normalt til at udvikle sig til bestemte hjerneceller.
Det er væsentligt, fordi forskere mener, at netop de neurale stamceller har en rolle at spille i at regenerere hjernen efter skader.
Ifølge dr. Laura Phipps ved Alzheimer's Research UK er det imidlertid uklart, om de tyske forskeres resultater kan overføres til mennesker, og om det kan hjælpe personer med Alzheimers.
"Vi har brug for at se yderligere forskning for helt at forstå stoffets effekt i en kompleks sygdom som Alzheimers, og indtil da bør folk ikke se dette som et tegn på, at de skal hamstre gurkemeje fra krydderihylderne," siger dr. Laura Phipps.
I flere år har forskere undersøgt to stoffer i gurkemeje for at have en potentielt gavnlig effekt på en række sygdomme såsom Alzheimers, brystkræft og kræft i knoglemarven.
I 2009 igangsatte forskere på University of California og Southampton University to undersøgelser af gurkemejens effekt på Alzheimers.
Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens har befolkningsundersøgelser tidligere vist, at mennesker, der spiser to til tre karryretter om ugen har en nedsat risiko for at udvikle demens.