Levende fossil redder millioner af liv
Blod fra 450 mio. år gammelt havdyr redder patienter fra livsfarlige infektioner.
Medicinalindustrien bruger blod fra det vandlevende dyr dolkhalen til at producere et stof, som hvert år redder millioner af patienter fra at få livsfarlige infektioner.
Blodet indeholder de såkaldte amøbocytter, som er med til at bekæmpe bl.a. bakterielle infektioner. Amøbocytter minder om de hvide blodlegemer i menneskets blod, men er langt mere effektive. Amøbocytterne kan fange selv de mindste spor af bakterier på ca. 45 minutter. De hvide blodlegemer er ikke nær så effektive, og hos mennesket kan processen tage op til to dage eller mere. Dolkhalens blod bruges til at fremstille stoffet limulus amøbocyt lysat, som benyttes til at teste medicinaludstyr og vacciner, inden det bliver brugt på patienter.
Forskere forsøger at lave kunstige væsker, som har samme effekt som dolkhalens blod, men de er langt fra at have opfundet noget, der er ligeså effektivt. Derfor bliver omkring 250 mio. dolkhaler indfanget hvert år, hvor de får drænet ca. 30 pct. af deres blod, inden de slippes løs igen, og til en pris på omkring 85.000 kr pr. liter, så er der tale om en god forretning. Det vurderes dog, at 10-30 pct. ikke overlever indfangningen. Desuden yngler de indfangede dolkhaler ikke lige så meget, efter de har fået drænet deres blod.
Dolkhalen bliver desuden kaldt et levende fossil, fordi man har fundet fossiler, der er mere end 440 mio. år gamle, som ligner de nulevende dolkhaler. Lidt misvisende kaldes den Horseshoe Crab på engelsk, men den er faktisk tættere beslægtet med edderkopper end med krabber.
Kilde: natureworldnews.com