Fortsæt til indhold
Viden

Hvorfor er der en advarsel på flaskevand?

.

Jeg blev forundret, da jeg forleden købte en flaske Ramlösa vand, for på etiketten kunne jeg se følgende: ”Bør ikke indtages regelmæssig af spædbørn og børn under 7 år.” Hvilken forskel er der på flaskevand og almindeligt postevand? Der var vist brus i vandet – er det heri, forklaringen skal findes?

Med venlig hilsen Niels-Jørgen Jensen, Sørvad

Newton har talt med Leif Skibsted, professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet:

Ramlösa er gennem 300 år blevet tappet fra Döbelius-kilden 90 meter under jordoverfladen i Ramlösa Brunnspark i Sverige. Kilden blev fundet i 1707 af Johan Jacob Döbelius, og vandet fik ry for at have helbredende kræfter. Vandet tager 70 år om at nå fra jordoverfladen til 90 meters dybde. Foto: Carlsberg

»I de nordiske lande er vi privilegeret med rigelig rent vand, der er direkte egnet til at drikke, men alligevel indeholder vand fra kilder, brønde eller boringer salte og mineraler i forskellig mængde. I Danmark er indhold af kalk eksempelvis forskellig fra egn til egn, og vi taler om hårdt eller blødt vand. Vandet i Danmark kan også indeholde mere eller mindre opløst jern, der tydeligt kan smages, og som kan ses som rust i husholdningens installationer.

Enkelte steder i Norden indeholder grundvandet meget fluorid fra opløste mineraler. Den omtalte svenske mineralvand er tappet fra en kilde med højt indhold af fluorid. Grænseværdien for, hvad de danske myndigheder kan acceptere for indhold af fluor i drikkevand til børn, er for dette produkt overskredet, og derfor er der en advarsel på flasken. Advarslen har intet med den tilsatte kulsyres brus at gøre og gælder ikke for flaskevand i almindelighed.

For voksne er indholdet af fluorid dog harmløst, idet man skal drikke næsten 4 l hver eneste dag af denne type flaskevand for at nærme sig et kritisk indtag. Normalt drikker voksne et par liter vand om dagen medregnet kaffe og te.«