Mystik om mærkeligt lys ved jordskælv
Glødende lys i luftrummet blev observeret kort før stort jordskælv i Kina og Italien.
Los Angeles
Amerikanske forskere mener at have opklaret gåden omkring det atmosfæriske optiske fænomen, som ofte bliver omtalt som jordskælvslys.
Opdagelsen er endnu ikke optaget til udgivelse i et officielt forskningstidsskrift, men de foreløbige resultater er fremlagt i forbindelse med en konference i American Physical Society, skriver BBC News.
Besynderligt lys
Historier om lysfænomenet er blevet fortalt i over 300 år, men har i alle år været en gåde for videnskaben.
Først i løbet af 1970’erne blev det besynderlige lys anerkendt som et videnskabeligt fænomen, uden at videnskabsmændene dog kunne levere en egentlig forklaring på det opsigtsvækkende fænomen.
Lyset blev eksempelvis observeret på nattehimlen i 1976 i byen Tangshang i Kina, få minutter før et stort jordskælv annihilerede byen og tog livet af over 242.000 mennesker.
Fænomenet er også blevet videofilmet – eksempelvis ca. 30 minutter før Sichuan-jordskælvet i Kina i maj 2008.
Ubeskrevet mekanisme
Det blev ligeledes observeret før jordskælvet i italienske L'Aquila og i forbindelse med det undersøiske jordskælv ved Sendei og Fukushima i Japan, hvor 10 meter høje tsunamierbølger skyllede i land langs Honshûs østkyst.
De amerikanske forskere fra Rutgers University i New Jersey hævder, at man har påvist en helt ny og hidtil ubeskrevet fysisk mekanisme.
Det har man gjort ved hjælp af et forsøg, hvor en plasticbeholder med mel, af den slags som findes i ethvert køkken, blev rystet godt og grundigt frem og tilbage, indtil der opstod sprækker i melet. Processen, som ikke havde noget med statisk elektricitet at gøre, forårsagede tilsyneladende elektriske udladninger på godt 200 volt.
"Det måtte være en fejl"
Volt er måleenheden for elektrisk spænding, og forskerne kunne tilsyneladende påvise samme fænomen ved brug af andre lignende materialer.
”Vores første mistanke var, at dette måtte være en fejl. Vi måtte have gjort noget dumt undervejs. Der er, så vidt jeg ved, ingen mekanisme, der forklare dette. Det ser ud til at være ny fysik,” siger professor Troy Shinbrot fra Rutgers-universitetet.
Forskerne mener, at der kan ligge en tilsvarende mekaniske bag jordskælvslys, og at gnidninger mellem porøse jordlag i nogle tilfælde kan udløse enorme elektriske udladninger, der er kraftige nok til at lyse nattehimlen op.
Mange har spekuleret i, om lysfænomenet ved hjælp af sofistikeret måleudstyr kan bruges i et særligt avanceret advarselssystem før store jordskælv.
I Japan investeres der penge i den slags projekter. Problemet er imidlertid, hævder andre forskere, at fænomenet tilsyneladende ikke viser sig ved alle jordskælv.