Fortsæt til indhold
Viden

15 minutters test kan spore demens

En ny hjemmeprøve er ifølge eksperter ideel til at spore tegn på Alzheimers og demens.

Los Angeles

Spørgsmålene kan besvares online eller på papir med en blyant.

Og efter blot 15 minutter kan man få et fingerpeg om, hvorvidt man er i fare for at have demensproblemer.

Nye videnskabelige undersøgelser fra USA understøtter ifølge amerikanske medier brugen af en særlig hjemmeprøve som redskab til at spore demens og andre hjernelidelser, som normalt kun kan diagnosticeres ved hjælp af dybdegående tests af en persons kognitive evner.

Voksende problem

Prøven, som fokuserer på hukommelse, sproglige evner, evne til problemløsning og til at ræsonnere, er designet til at tackle en af de største udfordringer i sundhedsvæsenet.

Flere og flere får nemlig konstateret demens og andre hjernelidelser i takt med, at befolkningen i mange lande samlet set bliver ældre.

Demens er en hjernelidelse, der viser sig ved svækkelse af hukommelsen, indlæringen, evnen til problemløsning samt ved personlighedsændringer.

Personlighedsforandringerne og adfærdsforstyrrelserne er langt mindre udtalte end ved Alzheimers sygdom, som er en særlig hård udgave af lidelsen.

Den nye prøve, som hedder Self-Administered Gerocognitive Exam (SAGE), er udviklet af forskere fra Ohio State University College of Medicine’s Department of Neurology.

Rimelig grad af nøjagtighed

Den skal hjælpe læger med at identificere demens så tidligt som muligt, så patienter kan blive diagnosticeret og få den rette hjælp.

I en ny undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Neuropsychiatry, blev 1.047 personer over 50 år screenet SAGE-prøven.

Hos 28 pct. af testpersonerne sporede man milde tegn på kognitive svækkelser, og testen viste ifølge forskerne en rimelig grad af nøjagtighed ift. de personer, der senere fik en diagnose.

Flere forskere advarer dog imod at forvandle prøveresultaterne til en egentlig diagnose.

”Det er vigtigt at bemærke, at testen ikke er beregnet til at diagnosticere demens, og folk, der er bekymrede over deres hukommelse bør søge råd hos en læge i stedet for at selv-diagnosticere med en test derhjemme. Diagnosticering af de forskellige sygdomme, der forårsager demens, kan være besværlig i de tidlige stadier,” siger Simon Ridley, chef for Alzheimer's Research UK, til Sky News.

Du kan prøve uddrag af testen på engelsk her og her (eksternt link)