Danske forskere gør brintbildrømmen mulig
Forskere fra Københavns Universitet har taget et stort skridt i retning af at gøre miljøvenlige brintbiler til en realitet.
På et tidspunkt i fremtiden kommer vi til at køre rundt i miljøvenlige biler, der hverken støjer eller forurener.
Bilerne kommer til at køre på brint og ilt med vand som det eneste spildprodukt.
Teknikken til at lave denne type biler findes allerede i dag, men inden bilerne får deres kommercielle gennembrud på et større marked, skal forskere blandt andet først finde ud af, hvordan brintbilernes brændselsceller kan gøres økonomisk attraktive.
Hidtil har det nemlig krævet alt for store mængder af det dyre metal platin at lave brændselscellernes katalysatorer. Men det problem har forskere fra Københavns Universitet netop løst en stor del af.
»Ved at placere platinet anderledes i katalysatoren kan vi reducere platinbehovet drastisk. Det vil sige, at brændselscellerne bliver meget billigere at lave fremover,« fortæller lektor Matthias Arenz fra Kemisk Institut ved Københavns Universitet til Videnskab.dk.
Forskernes opdagelse er netop offentliggjort i det velansete videnskabelige tidsskrift Nature Materials.
Brændselsceller danner en fuld cyklus
Det smarte ved brændselsceller er, at de kan omdanne brint til elektricitet og vand uden at støje. Det kan de, fordi brændselsceller udelukkende laver elektricitet ved en kemisk reaktion.
Desuden er det muligt at udnytte vedvarende energikilder til at lagre energi i brint, som senere kan frigives i en brændselscelle.
Læs også: Hvad gør vi når olien er væk?
På den måde kan man bruge eksempelvis vindmøller og solenergi til at lave vand til brint, og brinten kan efterfølgende bruges i brændselsceller, hvor den igen bliver lavet til vand og energi, som kan drive en motor.
Det er der store perspektiver i.
»Brændselsceller gør det muligt at bruge vedvarende energikilder til mange af de motorer, der i dag drives af benzin,« forklarer Matthias Arenz.
Platin er sjældent og dyrt
Brændselscellers problem er dog, at de kræver platin for, at den kemiske proces kan forløbe hurtigt nok til at give en ordentlig mængde energi.
Platin er et sjældent og dyrt metal. Det er sjældnere end guld, og prisen er også højere.
I brændselsceller bliver platin brugt i en katalysator, som forøger hastigheden på den kemiske proces, hvor brint og ilt bliver omdannet til vand.
På nuværende tidspunkt kræver det et sted mellem 50 og 100 gram platin at lave en brændselscelle, der er kraftig nok til at drive en bil. Det tal skal bringes ned under 10 gram, før brintbiler kan blive en realitet for den brede offentlighed.
Læs også på Videnskab.dk: Forsker opfinder nyt koncept til brintbil
»Målet er at bruge platinet så effektivt som muligt, så vi kan bringe mængden ned til en femtedel eller tiendedel af, hvad der kræves i dag,« siger Matthias Arenz.
Hos Videnskab.dk kan du læse mere om, hvordan forskerne effektiviserer platin.