Kræft-enzymer er mere avancerede end troet
Danske forskere har opdaget en hidtil ukendt evne hos nogle enzymer.
Molekylærbiologer fra Københavns Universitet har gjort et overraskende fund.
De har opdaget, at enzymer, som kan medvirke til spredningen af kræft, er mere avancerede end som så. Det skriver Videnskab.dk.
»Vi forventede faktisk, at vores forsøg ville vise, at enzymerne ikke havde denne evne, men det modsatte viste sig at være tilfældet. Vi blev ret overraskede,« fortæller Stine Friis til Videnskab.dk over telefonen fra USA, hvor hun forsker for Københavns Universitet på det amerikanske National Institute of Health.
Læs også på Videnskab.dk: Danskere på vej mod revolutionerende kræftmedicin
I dag behandler man kræft med udgangspunkt i, at enzymerne skal forhindres i at spalte det næste stof i en række. Man forsøger at standse en kædereaktion, som ellers giver kræften mulighed for at sprede sig.
Kun den halve løsning
Sandsynligvis er det dog kun halvdelen af løsningen.
»Indtil videre har vi kun stoppet en sok i munden på enzymet, sådan at det ikke kan ’bide’ det næste stof i kæden over. Men hvis vi vil blokere hele signalvejen, ser det ud til, at vi også skal prøve at binde dets arme, så det ikke kan koble sig sammen med et andet enzym,« siger Stine Friis, der har en ph.d. i molekylærbiologi.
Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet Journal of Biological Chemistry.
Læs også på Videnskab.dk: Alkohol øger risikoen for brystkræft hos unge kvinder
Det, som forskerne opdagede, er, at enzymerne kan aktivere hinanden på mere end én måde. De kan groft sagt både klippe og binde.
Et overraskende fund
Hidtil har man troet, at enzymet kun kunne give besked til det næste på signalvejen ved at ’klippe’ i det.
Det viste sig imidlertid, at de også kan holde kædereaktionen i gang ved blot at binde sig til hinanden. Dét var et overraskende fund.
Læs også på Videnskab.dk: Musen, der ikke kan få kræft
Denne kædereaktion kan, hvis den er ude af kontrol, nemlig få celler til at løbe løbsk og blive til kræft. Problemerne opstår, når enzymerne kommer i ubalance.
Det er i et tidligere studie påvist med museforsøg, at ’for meget’ af disse særlige enzymer hænger tæt sammen med udviklingen af kræft.
Alle forsøgsmus med forhøjede niveauer af matriptase, det ene af to undersøgte enzymer, udviklede forstadier til kræft. 7 ud af 10 endte med at få hudkræft.
Læs også på Videnskab.dk: Et enkelt enzym kan forhindre kræft
»Vi har lagt enormt meget vægt på, at enzymerne spalter hinanden, men vi kan se, at de kan noget mere, end vores forenklede model fortæller os,« siger Stine Friis.
Ifølge hende er det nu oplagt at undersøge, hvor på signalvejen enzymernes nyopdagede funktion spiller en rolle, og hvordan de mere nøjagtigt ’hjælper’ kræften på vej.
»Man kan sige, at vi går ind i en ny æra for den her type enzymer. Jeg tror, at vi kommer til at se rigtig meget forskning i det her,« siger Stine Friis ifølge Videnskab.dk.