Nu bærer flåter på Sjælland også farlig virus
Virusset TBE florerer nu også blandt flåter, der lever på Sjælland. Dermed er det ikke længere kun bornholmerne, der via flåtbid risikerer at blive smittet med den centraleuropæiske hjernebetændelse.
Det skovflåt-bårne virus, tick borne encephalitis (TBE), florerer nu ikke længere kun på Bornholm. Det bæres nu også permanent af flåter på Sjælland.
Det viser et nyt studie, som er gennemført af forskere ved Statens Serum Institut, og hvis resultater netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Emerging Infectious Diseases.
»Når vi kan finde inficerede flåter og flåt-nymfer flere år i træk, betyder det, at virusset har etableret sig i området. Det er så at sige blevet endemisk på Sjælland,« siger Anders Fomsgaard, der som afsnitsleder, overlæge og professor ved Virologisk Afdeling på Statens Serum Institut har haft det overordnede ansvar for studiet, til Videnskab.dk.
Læs også hos Videnskab.dk: Skovflåten – hvor farlig er den?
Anders Fomsgaard og hans kolleger rettede deres opmærksomhed mod TBE i 2009, da en skovarbejder, som arbejdede i det sjællandske Tokkekøb Hegn, blev svært syg. Han blev indlagt på hospitalet bevidstløs, med høj feber og lammelser.
Lægerne havde ingen idé om, hvad han fejlede, indtil de kom i tanker om, at en pædagog i skovbørnehaven 500 meter længere henne ad vejen året forinden havde haft et lignende sygdomsforløb.
Mange undersøgelser senere blev det klart, at begge var blevet smittet af TBE – et virus, man herhjemme ellers normalt kun har kendt på Bornholm, hvor det bliver overført af inficerede flåter.
Læs også hos Videnskab.dk: Blodparasitter fundet i danske skovflåter
Anders Fomsgaard og hans kolleger fra Statens Serum Institut besluttede sig for at undersøge, om det også var TBE fra sjællandske flåter, der havde inficeret de to ofre i Tokkekøb Hegn.
De flikkede nogle flåtnet sammen ved at hægte store stykker hvidt stof på et langt kosteskaf og kørte herefter ud i skovområdet, hvor de skiftevis viftede de hvide flag oppe mellem trækronerne eller trak dem hen over skovbunden.
Hjemme i laboratoriet testede forskerne de indsamlede kræ for TBE og fandt virus i flere af dem.
Læs også hos Videnskab.dk: Flåt bruger snedig bakterie som våben
»Da vi gentog undersøgelsen et og to år efter og stadig genfandt virusset i tægernes afkom, nymferne, kunne vi fastslå, at der ikke var tale om et midlertidigt problem. Virusset var kommet for at blive,« siger Anders Fomsgaard og fortsætter:
»Og endda på et fint rekreativt område med offentlig grill og plads til telte lige ned til en fin sø.«
Læs resten af artiklen og få endnu flere perspektiver på, hvad de nye resultater kommer til at betyde for ferierende danskere, hos Videnskab.dk.