Verden har flere overvægtige end underernærede
De overvægtige fylder nu mere end de underernærede - både i faktisk størrelse men også i antal mennesker på Jorden.
Det blev slået fast på en konference for landbrugsøkonomi i Brisbane, Australien mandag.
Ændringen fra en verden med mange sultende til en verden med mange fede er sket dramatisk hurtigt, fortalte den amerikanske professor Barry Popkin.
"Det er en kendsgerning, at der på verdensplan er langt flere overvægtige end underernærede," fortalte Popkin og tilføjede, at mens antallet af underernærede er langsomt faldende, så er antallet af overvægtige voldsomt stigende.
Han anslår, at 800 mio. mennesker falder inden for kategorien underernærede, mens antallet af personer med for meget fedt på kroppen overstiger en milliard.
Han fremhævede Kina som eksempel på et land, der inden for en kort årrække har undergået et skift fra mange underernærede til mange overvægtige.
Kineserne har skiftet kostvaner. Tidligere stod den på ris og grøntsager, nu står den på meget mere kød og fedt. Samtidig er mængden af hårdt fysisk arbejde for nedadgående, cyklen er skiftet ud med et motortransportmiddel og tv-kiggeri lægger beslag på mange timer, sagde Barry Popkin.
"Der er endnu ingen lande, der har formået at dæmme op for fedme-epidemien," sagde han og foreslog en beskatning af kalorier.
Samtidig foreslog han, at man giver økonomisk støtte til produktion af frugt og grøntsager for at gøre disse produkter billigere og dermed mere populære.