Ulv i Danmark: Så farlig er den
Fuglekiggere har måske spottet en ulv - bør man være bange for at støde på den?
Det lykkedes os danskere efter en ihærdig indsats helt at udrydde ulven i begyndelsen af 1800-tallet.
Den allersidste kendte repræsentant af arten herhjemme fik en kugle for panden syd for Skive i 1813.
Nu mener en flok fuglekiggere i søndags at have set – og fotograferet – en ulv i Nordvestjylland, nærmere bestemt i Hanstholm Reservatet i Nationalpark Thy.
Læs også på Videnskab.dk: Episk ulvejagt fanget på kamera
Hvis det rent faktisk er en ulv og ikke en hund, der strejfer rundt i Nordvestjylland, og den vel at mærke ikke stammer fra fangenskab, så kommer den med overvejende sandsynlighed fra grænseområdet mellem Tyskland og Polen.
Om ulven teoretisk set kunne slå sig ned i Danmark på en mere permanent basis afhænger af, om mængden af føde i den moderne mosaik af natur og kulturlandskaber er stor nok til den. Vi har i hvert fald de rigtige slags byttedyr.
Ulven har en meget bred smag og kan jage alt fra kronhjort, rådyr og vildsvin til harer, rotter og mus. Det store spørgsmål er imidlertid, om den får opholdstilladelse.
Læs også på Videnskab.dk: 11-årig gepard slår verdensrekorden i løb
De fleste synes vel nok, at Indien skal passe på deres tigre og Afrika på deres løver, men er vi i lille, hyggelige Danmark parate til at have et stort rovdyr rendende rundt i vores skove?
Det er en debat, der i disse tider med naturgenopretning og genintroduktioner af dyr ligger og ulmer, og som et besøg af en ulv fra Tyskland måske kan få til at blusse op.
En debat, der givetvis vil være meget følelsesladet, fordi mange mennesker har en fuldstændigt urealistisk forestilling om, hvor farlig ulven er.
Læs også på Videnskab.dk: Er Chaser verdens klogeste hund?
Selv hvis vi skulle have fået besøg af en ulv, så er det farligste dyr i den danske natur stadig skovflåten.
Sammenlignet med andre rovdyr af samme kaliber, så angriber ulven meget sjældent mennesker.
Forståeligt nok er ulven udstyret med en naturlig frygt for os, efter i mange århundreder at være blevet jaget af mennesker. Ulven vil derfor i langt de fleste tilfælde stikke af, når den opdager mennesker.
Læs også på Videnskab.dk: Mærkeligt havvæsen skyllet op på dansk strand
I Sverige skal man således helt tilbage til år 1820 for at finde et ulveangreb med døden til følge, og her var der tale om en halvtam ulv, der ikke havde samme respekt for mennesker, som helvilde ulve.
Skulle man støde på en vild ulv, skal man selvfølgelig ikke provokere den - eller forsøge at klappe den. Men forholder man sig roligt, er der ingen grund til at være bange.
Så skal man bare prise sig meget heldig for at se noget så sjældent.
Læs, hvordan man genkender en ulv, og hvad man skal gøre, hvis man støder på én, på Videnskab.dk.