Klimaændringer gør nytårstorsk større
Torsk i Nordsøen vokser langt mere end forventet. Årsagen findes i den globale opvarmning.
Der er gode chancer for, at du kan få en stor nytårstorsk i år. Den globale opvarmning er nemlig skyld i, at Nordsøens torsk vokser langt hurtigere end normalt.
Det viser ny, overraskende dansk forskning, som Peter Grønkjær, lektor i marin økologi ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet, står i stævnen for.
»Torsken er vekselvarm, så når vandet bliver varmere, går alle dens livsprocesser hurtigere. Torskene fordøjer derfor deres føde hurtigere og omsætter den til ekstra meget muskelvæv,« siger Peter Grønkjær til Videnskab.dk.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Forskere siger farvel til tør torsk
Forskerne havde ellers regnet med, at Nordsøens torsk ville blive mindre. Overfiskeri har nemlig sat gang i en proces, hvor fiskene bruger deres energi på at reproducere sig frem for at vokse.
»Men havets varmere temperaturer har i de seneste 30 år kompenseret for den forventede nedgang i torskens størrelse,« konstaterer Peter Grønkjær.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Er det sundt at spise fisk fra dåse?
Den globale opvarmning får sjældent skylden for noget godt. Den gode nyhed om torskens størrelse er da også kun et lille lyspunkt i et meget mørkt hav.
»På det lille punkt, der handler om torskens vækst, er det en god nyhed. Men det betyder ikke, at opvarmningen i Nordsøen er godt for torsken som sådan. De højere temperaturer ændrer økosystemet. Sammensætningen af de krebsdyr, som torskeynglen lever af, forandrer sig. Og så får ynglen sværere ved at overleve,« fortæller Peter Grønkjær.
Faktisk er der risiko for, at torskene helt forsvinder fra de danske farvande. I Nordsøen vil de søge mod nord, hvor havet er koldere. Og i Østersøen vil de muligvis uddø, fordi de ikke kan yngle i det saltfattige vand i den nordlige Østersø, hvor temperaturen ellers passer til torsk.
LÆS MERE OG SE GRAF OVER TORSKENES VÆKST PÅ VIDENSKAB.DK