Forskere har løst ketchup-problemet
Prutlyde fra plasticflasken og rester, der ikke kan rystes ud, hører måske fortiden til.
Det er ikke længere et umuligt projekt at få de sidste tryk ketchup ud af plasticflasken.
I hvert fald mener et forskerhold fra Harvard University i Cambridge, Massachusetts, at have fundet løsningen på det irriterende problem.
Holdet har ifølge The Telegraph udviklet det glatteste materiale nogensinde. Det skyr både vand og olie, og giver dermed eksempelvis ketchup og marmelade fuldstændig frit løb.
Inspireret af naturen
"Hvis man bruger vores materiale på indersiden af flasker og glas, vil man kunne få alt indholdet ud," lover professor Joanna Aizenberg.
Hendes arbejde tog udgangspunkt i den kødædende plante nepenthes, som har en utroligy glat overflade, der får insekter til at glide ned i plantens fløjteformede blade, når de kommer for tæt på.
Forskerholdet opdagede, af plantet har en svampeagtig struktur, som blev udgangspunktet for det videre arbejde. Da laboratorieeksperimenter siden viste, at myrer ikke kunne gå på Slips, som det superglatte materialet kaldes, erklærede forskerne, at arbejdet var en succes.
Deres resultater er siden blevet publiceret i det naturvidenskabelige tidsskrift Nature.
Mere end ketchup
Ifølge professoren har materialet potentiale, der rækker langt ud over irriterende ketchupflasker og marmeladeglas.
"Mest spændende er det nok for energiindustrien, for det kan eksempelvis få olie til at flyde mere effektivt gennem rørene," påpeger Joanna Aizenberg.
Heller ikke flyindustrien bør være helt uinteresseret, for Slips kan skyr vand på fly-vinger, så de ikke iser til.
"Desuden kan man bruge det som anti-graffiti på vægge, for sprøjter man maling på, vil den bare glide af," siger professoren.