Spor af Jordens første liv fundet i Australien

Engelske og australske forskere påstår, at de har fundet spor fra Jordens allertidligste liv. De har fundet 3,4 milliarder år gamle aftryk af bakterier i en australsk udørk.

Artiklens øverste billede
Dette billede viser mønstre, som ifølge de nye analyser skulle være 3,4 milliarder år gamle fossiler af bakterier. Hvis det er rigtigt, er det nogle af de hidtil ældste fossiler af levende organismer, man har fundet på Jorden. Fossilerne blev fundet i stenformationen Strelley Pool i det vestlige Australien. Foto: David Wacey/Videnskab.dk

Et engelsk-australsk forskerhold mener at have fundet de hidtil ældste spor af bakterielignende organismer i Australien.

Forskerne argumenterer for, at organismerne stammer fra bakterier, der levede i strandkanten for 3,4 milliarder år siden.

LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Bakterier kan overleve i støvet på Mars

Da atmosfæren på daværende tidspunkt var iltfattig, har bakterierne formentlig levet af svovl.

»Endelig har vi fundet solid evidens for tilstedeværelsen af liv for 3,4 milliarder år siden,« siger professor i geologi Martin Brasier fra Oxford University i England. Han har været med til at finde fossilerne i Australien og har haft ansvaret for de efterfølgende analyser, hvis resultater netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature Geoscience.

Svolv-elskende bakterier eksisterer stadig i dag omkring undersøiske vulkaner, varme kilder og andre ekstreme miljøer, som ikke rummer ilt. De nyopdagede fossiler blev fundet i nogle af de ældste bjergarter på Jorden i et øde område af det vestlige Australien kaldet Strelley Pool.

LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Bakterier opdaget 280 meter under bunden af Stillehavet

Fundet af mikrofossilerne fortæller ikke kun noget om Jorden og livets barndom, men har også konsekvenser for jagten på liv i andre egne af vores solsystem, fordi det løfter sløret for, hvordan sådant liv kunne se ud.

»Kunne den slags bakterier eksistere på Mars? Det er meget tænkeligt, men for at kunne opspore det på andre kloder kræver det, at vi kortlægger samtlige mikrofossilers kemiske sammensætning ned til mindste detalje, som vi har gjort,« siger Martin Brasier.

LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Schweizisk sø skal løse gåde om livets opståen

Videnskab.dk har forelagt de nye resultater for forsker Tais W. Dahl fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet, der også er tilknyttet Nordic Center for Earth Evolution, NORDCEE. Han har i mange år forsket i livets opståen og Jordens geologiske udvikling.

Han hæfter sig ved, at Martin Brasier og hans kollegaer i deres studie ikke blot viser mikroskopbilleder fra det, der ligner bakterieceller i en sandsten, men at de også har undersøgt de mineraler, der omgiver cellerne.

LÆS HELE ARTIKLEN PÅ VIDENSKAB.DK

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen