Ny dyreart fundet i Titanic-vraget
Forskere viser 10 nye dyrearter - deriblandt blodsugende igle med "T-Rex"-tænder.
Når vi nyser på denne årstid, er det ofte som følge af høfeber. Men da en 10-årig pige i en afsides egn i Peru nyste for nogen tid siden, fandt forskere efterfølgende ud af at det skyldtes en lille blodsugende igle af ukendt herkomst. Da iglen havde munden fuld af gigantiske tænder, i forhold til dyrets størrelse, fik det navnet "Tyrannobdella Rex" i stil med sin noget større navnebror blandt disosaurerne, "Tyrannosaurus Rex". Det skriver Daily Mail.
Den spektakulære igle er 1 ud af 10 nyopdagede dyrearter, som forskere netop har offentliggjort. Dyrene er udvalgt blandt de tusinder af planter, dyr og mikrober, som forskerne har fundet i løbet af det seneste år.
Listen er udarbejdet af The International Institute for Species Exploration, der har base på Arizona University i USA. Og målet med offentliggørelser er klar:
"Hvor astronomer leder efter Jord-lignende planeter i himmelrummet, forsøger taxonomer at udforske vores egen planet og beskrive dens beboere bedst muligt," siger dr. Quentin Wheeler fra Arizona University.
"Vi kan først for alvor begynde at lægge planer for bevarelse af klodens biodiversitet, hvis vi kender rækkevidden af de nuværende arter på Jorden. Og vi antager, at alle arter opdaget siden 1758 kun repræsenterer 20 procent af de kendte planter og dyrearter, der findes på Jorden," vurderer Quentin Wheeler.
Ny bakterie i Titanic
Blandt de nyeste kendte dyrearter, forskerne har præsenteret, er et to meter langt frugtspisende firben, Varanus Bitatawa, opdaget på Luzon Island på Filippinerne. Blandt de andre store nye dyrearter på Top 10-listen er en antilope, Philantomba Walteri, der blev opdaget på et bushmeat-marked i det vestlige Afrika.
En ny type edderkop, fundet på Madagascar, udmærker sig ved at kunne lave spind så store, at de kan række over floder og søer. I den anden ende af størrelsesskalaen har forskerne opdaget en jernspisende bakterie på det sunkne skibsvrag Titanic. "Halomonas Titanicae", som bakterien er navngivet, kan fremover hjælpe med at lokalisere sunkne skibe og olieboreplatforme.
Det var den svenske botaniker Carl von Linné, der lancerede et klassificerings- og navnesystem til dyr og planter for omkring 250 år siden. Systemet er så anvendeligt, at det den dag i dag er standarden.
Se billeder af de 10 nye dyrearter HER