Forhistorisk kæmpestork fundet på "hobbit"-ø
En stork på næsten to meter sjoskede rundt på ø og jagede muligvis en nu uddød menneskeart.
Forskere har opdaget et fossil fra en forhistorisk kæmpestork, som levede på den indonesiske ø Flores.
Øen er kendt for en anden vigtig opdagelse. Samme sted blev resterne af Homo floresiensis, eller Flores-mennesket, en lille art af mennesker, som uddøde på samme ø ved et vulkanudbrud ca. 10.000 f.Kr.
Gigantisk fugl
Forskerne mener ligefrem, at maraboustorken, som nu er dukket op, muligvis har været i stand til at jagte og æde medlemmer af menneskeflokken på øen.
Opdagelsen er beskrevet i den nyeste udgave af Zoological Journal of the Linnean Society.
Kæmpestorken kendes på et massivt spidst næb, et næsten fjerløst hoved og strubesæk samt den anseelige størrelse på over 180 cm. i højden og en kampvægt på over 16 kilo.
Dermed overgår kæmpestorken klart Flores-mennesket i højden.
Levede med dværgmennesker
Menneskearten, som levede på samme ø, hvor kæmpestorken blev fundet menes at have levet sammen med moderne mennesker fra ca. 95.000 f.Kr. Da Homo floresiensis blev omtalt i pressen, brugtes betegnelsen hobbitter i nogle af de første artikler på grund af artens dværgvækst.
Kæmpefuglen er det seneste eksempel på enorme dyr, som er fundet på øen, som også var hjemsted for kæmperotter, dværgelefanter og gigantiske firben.
”Flores-øen har aldrig været tilknyttet det asiatiske fastland og er forblevet isoleret fra andre øer. Denne isolation har spillet en vigtig rolle for evolutionen på stedet,” siger en af opdagelsens hovedpersoner, Hanneke Meijer, en hollandsk palæontolog fra det naturhistoriske museum i Leiden.
Isoleret fra omverdenen
Hun fandt sammen med andre forskere fossile fragmenter fra storkens ben i grotter på den isolerede ø.
Isolationen menes at være skyld i, at mange dyr i større grad enten har udviklet sig til kæmper eller dværge sammenlignet med i ikke-isolerede områder.
Maraboustorke i moderne tid er mere fredelige. Selvom den er kødæder, jager den ikke på samme måde.
Fredelig artsfælle
Trods det spidse næb er storken heller ikke særlig god til at flå ådsler. Ofte vil den derfor blot stjæle mad fra de andre ådselædere som eksempelvis gribbe.
Den lever også i nærheden af mennesker, hvor den finder fiskeaffald og andet affald.