Her er verdens kedeligste dag
Ved hjælp af et specieldesignet computerprogram har man fundet den kedeligste dag i historien.
Søndag den 11. april 1954 er kåret til verdens kedeligste dag i det 20. århundrede.
Det skriver den engelske netavis telegraph.co.uk.
Det er computerprogrammøren William Tunstall-Pedoe fra Cambridge University, der har givet dagen dens titel.
Tre begivenheder på verdens kedeligste dag
Han har brugt et specieldesignet computerprogram True Knowledge til at beregne, hvad der skete på dagen.
Og ved hjælp af programmet kunne han konstatere, at de største verdensbegivenheder den 11. april 1954 var, at der var valg i Belgien, en tyrkisk professor blev født og den engelske fodboldspiller Jack Shufflebotham døde.
Computerprogrammet True Knowlegde kom med dommen efter at være blevet fodret med omkring 300 millioner forskellige informationer om personer, steder, firmaer og begivenheder, der optrådte i nyhederne.
Søndage i 1950'erne blandt de kedeligste
Og ved hjælp af komplekse algoritmer kom programmet frem til, at søndage i 1950'erne var de mest anonyme i mediebilledet. Og mest kedelig var altså den 11. april 1954.
"Ingen af betydning døde den dag, ingen større begivenheder fandt sted, og selvom der bliver født mange kendte mennesker på en typisk dag i det 20. århundrede, så var der af en eller anden grund kun én, som måske kunne leve op til det krav - Abdullah Atalar, en tyrkisk akademiker," siger William Tunstall-Pedoe til telegraph.co.uk.