Hvad laver din hund?
Hvad tror du egentlig, der foregår hjemme ved hunden, når du har låst døren og er kørt på arbejde? Hopper den op i sofaen, hygger den sig med sit hundelegetøj? Eller sker der bare ingenting?
To norske miljø- og biovidenskabelige forskere installerede videokameraer i 20 hjem, hvor vuffer skulle være alene hjemme. Overvågningen varede minimum fire timer i to dage, skriver forskning.no.
Og så til svaret:
De fleste hunde sov, eller de lå og kedede/hyggede sig- i 95,3 pct. af tiden.
Legetøj og tyggeben ignorerede de alle.
De to videnskabsmænd, Kristin Aukrust og Siv Aslaksen, konkluderer, at hunde, der opfører sig uproblematisk til daglig, også tager alene-hjemme situationen med knusende ro.
Et par af dem ødelagde ting, de ikke måtte. Men det har ikke specielt noget med ensomheden at gøre. Det kan lige så vel ske, hvis de går ind i et andet rum, mens ejeren er hjemme, eller hvis de står i en hundegård.
De almindeligste problemer i forbindelse med adskillelse fra ejeren, er ødelæggelse af ting, bjæffen, piben eller gøen.
Forklaringen på hundens oplevelse af ubehag skyldes ikke nødvendigvis, at den føler sig alene. Det kan også være kløe i tænderne, sundhedsproblemer, eller forhold i familien som flytning, jobskifte eller en traumatisk oplevelse for hunden.