Derfor elsker vandinsekter rødt
Lad være med at køre i en rød bil. Og find noget andet end rødt tøj til skovturen. Med mindre du elsker biller, døgnfluer og andet krible-krable.
I årevis har forskerne vidst, at insekter elsker visse farver frem for andre. Men hvorfor nu det?
I dag er insektforskerne klar med et mere videnskabeligt svar end "sådan er det bare." Det skriver forskning.no.
Biologer fra universitetet i Budapest lagde en dejlig sommerdag plast-stykker i rødt, sort, gult og hvidt på en bakke nær en mose.
I løbet af tre timer landede 1.229 vandinsekter: 700 på den røde plast, 398 på den sorte, 88 på den gule og kun 43 på den hvide.
Derefter måltes refleks og polarisation fra fire biler i de samme farver som plasten. Det gav løsningen.
Vandinsekter skiller vand fra tørt land på grundlag af forskelle i lysets horisontale polarisation. Lyset fra den røde og den sorte bil var polariseret som lys fra vanddammens overflade.
Det betyder, at hvis man er en vandkalv (en stor bille), en døgnflue, en guldsmed eller lignende, ser biltaget ud til at være et velegnet sted at lægge æg.
Tjek selv, om teorien passer. Tag knaldrødt tøj på og gå tur langs mosen en solskinsdag.