Bliv vaccineret mod fedme
Amerikanske forskere hævder at have fundet et nyt effektivt våben i kampen mod fedme. Dansk ekspert kalder forskningsresultaterne lovende.
Spis lige hvad De vil og bevar den slanke figur. Sådan lyder meldingen i en netop offentliggjort undersøgelse fra en gruppe forskere ved det anerkendte Scripps Research Institute i Californien.
Forskerne hævder at have udviklet en vaccine mod fedme, efter at de har opnået gode resultater med forsøg på rotter. På trods af en kalorierig kost tog rotterne mindre på end normalt og lagrede samtidig mindre kropsfedt under forsøget.
Hemmeligheden bag de opsigtsvækkende resultater skal findes i stoffet ghrelin, et hormon, der produceres i mave-tarmkanalen, som får mennesket til at føle sult og samtidig øger fedtindtaget. Jo mere ghrelin mennesket har i kroppen, jo mere fedt optager man, og jo mere har man lyst til at spise. Ved at sprøjte små mængder af hormonet ind i rotterne fik forskerne dyrene til at danne antistoffer, der forhindrer produktionen af ghrelin, og nedsatte dermed rotternes sultfølelse og satte deres forbrænding i vejret.
Nyheden om en fedmevaccine bringes i det seneste nummer af det velansete amerikanske tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences og vækker anerkendelse hos fedmeforsker og læge på Panum Instituttet i København Birgitte Holst. Hun har i længere tid beskæftiget sig med hormonet ghrelin og dets betydning for fedme og ser positivt på den amerikanske undersøgelse.
»Resultaterne ser lovende ud. Det giver god mening at koncentrere en fedmevaccine om at sætte ghrelin ud af spil, da man så forhindrer det store føde- og fedtindtag, som hormonet er skyld i,« siger hun.