Ny fiskeart breder sig som ukrudt
Tusindvis af nordamerikanske solaborrer yngler i de danske søer. Det kan blive katastrofalt i stil med dræbersneglen og bjørnekloen.
Det skriver dagbladet URBAN i dag.
Hidtil har eksperterne troet, at de danske søer er for kolde til, at den nordamerikanske solaborre kan yngle.
Mandag blev der fundet flere tusind eksemplarer i en privat ørredsø ved Silkeborg. Flere generationer røg i nettet på kort tid, og det betyder, at den lever og yngler i bedste velgående.
»Jeg kender adskillige søer, hvor solaborren er sat ud og hvor den kan yngle,« fortæller Mogens Lange fra Aqua-centret i Silkeborg.
»Det er en katastrofe, fordi den lever af fiskeyngel og rogn fra vores danske fisk. Hver gang den spiser et æg, fortrænger den de danske fisk, og vi frygter, at den kan overtage pladsen i vores søer.«
Det handler om ussel mammon og kan ende med en katastrofe. En række danske put'n 'take-søejere har importeret solaborren til landet i årtier, fordi fisken blandt andet æder karpelus, der har bidt sig fast på søernes ørreder.
»Lusen lever af ørredens kød og blod, og når de sætter sig fast, bliver fisken irriteret og mister lysten til at bide på krogen. Det betyder, at der ikke bliver fanget fisk i put'n'take-søen, og så mister ejeren penge,« siger Mogens Lange.
»Ved at udsætte solaborren, der æder parasitten, slipper man for det problem. Men indtil nu har ingen været opmærksom på, at den kan yngle, og vi aner ikke, hvad konsekvenserne bliver. Vi har set eksempler på, hvor galt det kan gå med dræbersneglen og bjørnekloen, der uden kontrol er endt i naturen.«
Det er ulovligt at udsætte solaborrer i danske ørredsøer, og fundet mandag er den første dokumentation af, at fisken kan yngle i Danmark.
JP