Fortsæt til indhold
Viden

Blæsevejr sat i perspektiv

Så stor er forskellen mellem dansk blæsevejr og amerikanske hurricanes.

Ødelæggelserne efter de tropiske orkaner Harvey og Irma har i løbet af de seneste uger fyldt avisspalterne og sat den danske efterårsblæst i perspektiv.

Med hensyn til vindhastighederne spiller det danske stormvejr nemlig i en helt anden liga. Eller rettere sagt: på en helt anden skala.

I Danmark måles vindstyrker ved hjælp af Beaufort-skalaen, hvis 13 kategorier rækker fra vindstille (0) til orkan (12).

Amerikanske hurricanes bliver derimod kategoriseret efter Saffir-Simpson-skalaen, der går op til kategori 5 og først bliver anvendelig, når der for alvor er gang i luftmasserne. Beaufort-skalaens øverste trin, 12, svarer til en tropisk orkan af første kategori.

Harvey og siden Irma blæste på deres højeste med henholdsvis 215 km/t. og 300 km/t. hen over Caribien og det sydlige USA. Irma placerer sig dermed på en delt andenplads over de kraftigste atlanterhavsstorme.

I Danmark blev den nuværende rekord opstillet af stormen Allan i oktober 2013. På sit højeste føg Allan hen over Sønderjylland med op til 192 km/t.

Her den detaljerede oversigt over skalaernes kategorier:

Beaufort vindskala

Styrkekm/tBetegnelseEffekt på land
0<1StilleRøg stiger lige op
11-5Næsten stilleRøgen viser netop vindens retning
26-11Svag vindSmå blade bevæger sig
312-19Let vindBlade og små kviste bevæger sig. Vimpler løftes
420-28Jævn vindStøv og papir løftes - kviste og mindre grene bevæger sig
529-38Frisk vindSmå løvtræer svajer lidt
639-49Hård vindStore grene bevæger sig
750-61Stiv kulingStørre træer bevæger sig - trættende at gå mod vinden
862-74Hård kulingKviste og grene brækkes af - besværligt at gå mod vinden
975-88Stormende kulingStore grene knækkes - tagsten blæser ned
1089-102StormTræer rives op med rode, betydelige skader på huse
11103-117Stærk stormTalrige ødelæggelser
12>117OrkanVoldsomme ødelæggelser

Kilde: DMI

Saffir-Simpson-Skala

km/tBetegnelse
<63Tropisk lavtryk
63-118Tropisk Storm
119-153Tropisk orkan (kategori 1)
154-177Tropisk orkan (kategori 2)
178-209Tropisk orkan (kategori 3)
210-249Tropisk orkan (kategori 4)
>249Tropisk orkan (kategori 5)

Kilde: National Hurricane Center