*

Viden

Forskere har genskabt ansigtet på en ældgammel leder i Peru

Kvinden af Caos ansigt er blevet genskabt med en 3D-printer.

Forskere har med moderne teknologi genskabt ansigtet på en kvindelig religiøs og politisk leder, der blev mumificeret i Peru for 1.700 år siden. The Lady of Cao, som hun bliver kaldt, bliver nu udstillet på det nationale musem i Lima, Peru. Foto: Ernesto Arías/Polfoto.

I Peru har forskere genskabt ansigtet på en kvinde, der blev begravet for mere end 1.700 år siden. Og hun var ikke en hvilken som helst kvinde. Kvinden af Cao, som hendes mumie er blevet kaldt, tilhørte moche-kulturen i det nordlige Peru og har angiveligt været en religiøs eller politisk leder.

Det skriver BBC.

Hendes grav blev fundet i 2006 tæt ved en pyramide, og nu har forskere genskabt hendes ansigt med 3D-print ved at analysere hendes kraniestruktur.

Perus kulturminister, Salvador del Solar, har fortalt, at rekonstruktionen viser, at hun havde et ovalt ansigt med høje kindben - en ansigtsstruktur, som mange fra Peru vil kunne genkende fra dem selv:

»Vi er så privilegerede, at vi kan annoncere denne mærkelige kombination af fremtiden og fortiden: teknologien har tilladt os at se ansigtet på en politisk og religiøs leder fra en kultur, der ligger langt tilbage i tiden,« siger han ifølge BBC.

Dansk amatørarkæolog jubler: Står bag supersjældent fund

Kvinden af Cao blev begravet med en krone, guld og kobber og havde desuden mange våben med sig i graven. Hendes føder, ben og ansigt var tatoveret med symboler af edderkopper og slanger.

Fundet af hende har udfordret den forestilling, historikere og arkæologer ellers har haft om, at det formentlig kun var mænd, der havde høje stillinger i det ældgamle moche-samfund.

Ifølge en moderne obduktion døde kvinden, da hun var i sine 20'ere, formentlig af komplikationer under en graviditet eller fødsel, skriver BBC. Hendes ansigt står nu udstillet på Perus nationalmuseum i Lima.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Modtag Videnskab.dk's nyhedsbrev Tilmeld
Flere nyheder på Videnskab.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her