Tvangsægteskab: Arkæologer og DNA-forskere skændes om fortidsforskning

Et verserende forskerskænderi viser, hvorfor det ikke altid går stille for sig, når DNA-forskere og arkæologer skal lære at leve under samme tag.

Artiklens øverste billede
Arkæologer og DNA-forskere strides om, hvor mange vikinger der flyttede til England. Historien er blot det seneste eksempel på, at arkæologer og DNA-forskere langtfra altid er enige om, hvordan vores historie skal skrives. Foto: Carsten Ingemann

Et stort DNA-studie har givet anledning til kritik fra arkæologer, som mener, at DNA-forskerne har fået deres genetiske data galt i halsen og misforstået vikingernes indtog i England.

Historien er blot den seneste i en række eksempler, som viser, at arkæologer, historikere og DNA-forskere langtfra altid er enige om, hvordan fortiden skal fortolkes og beskrives. Det skriver Videnskab.dk.

Læs også: Nyt studie ripper op i strid om danske vikinger i England

Arkæologer og historikere har traditionelt set stået for at skrive vores historie, men i de senere årtier er DNA-forskerne kommet på banen med helt nye former for historisk bevismateriale.

»I øjeblikket er der ved at opstå en ny tværfaglighed, hvor vi i de sidste ti års tid er begyndt at få biologer og genetikere med til bords i den arkæologiske forskning. Det er spændende, fordi vi får en masse nye data fra dem,« siger Søren Sindbæk, som er arkæolog og professor ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.

»Men det er helt afgørende, at vi samarbejder om at fortolke og forstå hinandens kilder. Det er ikke nok, hvis DNA-forskerne bare læser, hvad der står i populærvidenskabelige historiebøger. De er nødt til at forstå konteksten og detaljerne for ikke at få deres data galt i halsen.«

Læs også: DNA afslører: Vikingerne var plaget af indvoldsorm

»Arkæologer kan føle sig truede«

Den danske DNA-forsker Rasmus Nielsen er enig i, at de seneste årtiers kontroverser mellem arkæologer, historikere og DNA-forskere på den ene side bunder i, at DNA-forskere måske ikke altid forstår den historiske kontekst eller overser vigtige historiske detaljer.

»Men debatten handler også om, at arkæologer kan føle sig truede af en ny form for historisk data, som de ikke selv kan kontrollere,« siger Rasmus Nielsen, som er professor og forskningsleder ved Center for Teoretisk Evolutionær Genomforskning ved University of California, Berkeley i USA.

Rasmus Nielsen mener, at der er brug for mere samarbejde mellem biologer, genetikere, arkæologer og historikere, hvis vi skal lave de bedst mulige fortolkninger af, hvad der skete i fortiden.

Læs også: Proteiner giver DNA tæsk – ser rekordlangt tilbage i tiden

Han nævner den berømte danske DNA-forsker Eske Willerslev som et eksempel på, at samarbejde mellem forskellige discipliner kan lykkes.

»Vi bliver nødt til at samarbejde på tværs af faggrupper, men det er nogle gange lidt besværligt, for vi snakker ikke altid det samme sprog. Men det er besværet værd, hvis man skal undgå den her slags problemer. En af grundene til, at Eske Willerslevs studier er så gode, er netop, at han involverer ledende arkæologer og folk med historisk ekspertise i sine studier. Det er helt klart måden at gøre det på,« siger Rasmus Nielsen.

Fysik er allerede integreret

Arkæolog og professor Søren Sindbæk, der selv arbejder på et tværfagligt forskningscenter, påpeger, at allerede længe inden DNA-forskere og biologers indtog i historieskrivningen, er fysikere, kemikere og andre naturvidenskaber hoppet med ombord i arkæologien.

For eksempel begyndte metoder fra fysikken allerede i 1950’erne at revolutionere dansk arkæologi, fordi kulstof-14-metoden pludselig kunne fortælle arkæologerne, hvor gamle deres fortidslevn var. Næste skridt er at få lavet en lige så vellykket familiesammenføring med DNA-forskere og biologer.

Læs også: "Al videnskab er subjektiv"

»Når man er DNA-forsker, har man sandsynligvis ikke siddet og gransket historiske kilder i årevis eller fulgt med i langvarige tørre, arkæologiske fagdiskussioner. Vi arkæologer forstår heller ikke alle de nye metoder og data, som biologien og DNA-forskningen kan bidrage med. Det er nu, vi skal til at i dialog og forstå hinanden, hvis vi for alvor skal have lukket op for den skattekiste af ny viden, som vi kan få ud af hinanden,« siger Søren Sindbæk og tilføjer:

»I 00’erne var vi i en periode, hvor der kom mange metodisk spændende DNA-studier, men faghistorisk var værdien begrænset. Nu er vi ved at komme i gang med en dialog, som skal gøre, at vi kan få meget mere reel historieviden ud af DNA-studierne. Det er historisk DNA-forskning version 2.0«

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.