Fortsæt til indhold
Viden

Forskere har udviklet ultrasimpelt våben mod malaria

Velcro, papir og snor er de tre elementer, der udgør en ny hånddrevet centrifuge. Centrifugen kan blive yderst vigtig i diagnosticeringen af malariapatienter i områder uden elektricitet og dårlig infrastruktur.

Videnskab.dk

I lande som Danmark har vi i sundhedssektoren alle typer af store og små maskiner til rådighed. Sådan er det ikke alle steder. Derfor er man nødt til at tænke kreativt, og det har forskere fra Stanford University gjort.

Det er lykkedes dem at skabe en enkel og superbillig hånddreven centrifuge af to stykker papir, lidt velcro og en snor. Det skriver Videnskab.dk.

Centrifugen er faktisk så effektiv, at den kan matche de moderne, elektriske centrifuger, og den kan ifølge forskerne skille blodprøver i fraktioner og gøre diagnosticeringen af malaria bedre – selv uden elektricitet.

Læs også: Hvornår kommer kuren mod malaria?

»Vi arbejder på at demokratisere videnskabelige redskaber, og vi prøver at bringe teknologierne ud af laboratoriet og i hænderne på almindelige mennesker med fokus på både videnskab, uddannelse og global sundhed,« siger Manu Prakash ved Stanford University i Californien, USA, til Videnskab.dk.

Studiet om den nye centrifuge er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Biomedical Engineering.

Ros fra danske forskerkollegaer

Den nye centrifuge har fået navnet ’Paperfuge’ og er nu et blandt mange produkter, der forsøger at gøre de videnskabelige apparater tilgængelige for almindelige mennesker.

»Tanken er en demokratisering af videnskaben, så enhver med små midler har mulighed for at lege med den mikroskopiske verden og al dens fascination. Dette er en ny, utrolig elegant, teknisk løsning,« siger professor Jørgen Kurtzhals ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Rigshospitalet, som arbejder med malaria, til Videnskab.dk.

Læs også: Geniale opfindelser skal gøre verden bedre

Det samme siger lektor Michael Alifrangis fra Center for Medicinsk Parasitologi ved Institut Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.

»Som udgangspunkt er det vildt fedt, at man tager noget så ufatteligt simpelt og prøver at skabe noget, man kan bruge, uden at gøre det bøvlet,« siger Michael Alifrangis, som de sidste 20 år har arbejdet med malaria og bl.a. været med til at opkvalificere laboratorier i malariaramte lande som Tanzania i Afrika.

Læs mere hos Videnskab.dk: Træning, der fjerner fedtet http://videnskab.dk/krop-sundhed/traening-der-fjerner-fedtet

»Men når det er sagt, er det mere tvivlsomt, hvor stor betydning det får i kampen mod malaria.«

Du kan se en video af ”Paperfuge” i artiklen hos Videnskab.dk og læse, hvilken betydning det har, når avanceret laboratorieudstyr bliver produceret i simple udgaver.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk
Artiklens emner
Malaria