Grønlands arkæologiske skatte risikerer at rådne op
Klimaforandringerne risikerer at få arkæologiske skatte til at gå op i råd i Grønland.
Klimaforandringerne i Arktis betyder ikke kun mindre havis og forhøjede vandstande.
Det betyder også, at flere tusinde års kulturarv kan rådne op inden for de næste 100 år, hvis temperaturerne ændrer sig yderligere. Det skriver Videnskab.dk.
Danske forskere fra Nationalmuseet og Københavns Universitet har før påvist, at de stigende temperaturer blandt andet får permafrosten til at smelte og dermed sætter gang i nogle processer i de arkæologiske rester, så de nedbrydes og forsvinder.
Denne viden havde man fra blandt andet bopladsen Qajaa ved Jakobshavn i Nordvestgrønland.
Læs mere: 100 år gamle billeder viser tidlig forskning i Grønland
Forskerne vidste dog ikke, om fundene ville gælde andre arkæologiske lokaliteter i Grønland.
Men prøver fra tre andre kendte bopladser og køkkenmøddinger ned langs Grønlands vestkyst viser nu, at omkring 60 pct. af alle kystnære arkæologiske lokaliteter formentlig står med de samme problemer.
»Jeg synes, det er et stærkt og vigtigt studie. Mest, fordi det bekræfter på detaljeret og grundig vis noget, som vi har set og snakket om i en del år. Der er mange, der er bekymrede over tabet af store dele af vores kombinerede kulturelle og geologiske arv i det Arktiske, hvor klimaforandringer har store betydninger for bevaringen,« siger Felix Riede, der lektor i arkæologi ved Aarhus Universitets Afdeling for Arkæologi og Arctic Research Center, og ikke har deltaget i studiet.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.
Læs mere: Bosættere i Grønland skal lære os at tackle fremtidens klimakatastrofer
Problemerne er de samme i alle klimazoner.
Forskerne har ud over Qajaa besøgt tre arkæologiske lokaliteter i Kengeq, Sandnes og Igaliku, der alle tre er placeret ned langs vestkysten i forskellige klimazoner.
Her har de taget prøver af det organiske materiale og udført klimamålinger over flere år. Disse data har de brugt til at undersøge, hvordan eksempelvis hårnåle af træ og knogler nedbrydes af stigende temperaturer, mindre frost, mere fugt eller tørke.
Læs mere: Arkæologisk gennembrud kan opklare mysterium om de grønlandske vikinger
Og selvom placeringerne af bopladserne var vidt forskellige, viste de sig alle at være lige følsomme over for ændringerne i klimaet og de trusler, det medfører.
»Vi siger ikke, at materialet forsvinder i morgen, men vi kan stå over for det problem, at det forsvinder, uden vi opdager det. Ved en bygning kan du se, hvis den begynder at krakelere, eller træet rådner op, men tingene under jorden, dem kan vi jo ikke se og følge med i på samme måde,« siger Jørgen Hollesen, der er seniorforsker i geografi hos det Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab og medforfatter på det nye studie.
Men der er tid til at gøre noget ved problemet, forsikrer han.