Giftige alger smadrer søløvers hukommelse
Et giftstof i alger kan give søløver permanente hjerneskader. Studiet er vigtigt, fordi søløvers hjerner minder om menneskets.
Giftstoffet domoninsyre i alger kan give søløver permanente hjerneskader. Dermed er de giftige alger en medvirkende årsag til, at mange søløver dør under algeopblomstringer kendt som ’røde tidevand’. Det viser forskere fra Emory University i Atlanta, USA, i et nyt studie ifølge sciencemag.org. Det skriver Videnskab.dk.
Læs også: Hvorfor er mænd klogere end kvinder?
»Søløver kan anskues som et kontrolpunkt for menneskers sundhed. At forstå disse giftstoffer i vilde dyr vil blive endnu vigtigere,« fortæller biolog Kathi Lefebvre fra Northwest Fisheries Science Center, der ikke er involveret i studiet, til sciencemag.org.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Science.
I studiet testede forskerne søløvernes evne til at huske, om de skulle bevæge sig igennem en dør til højre eller en dør til venstre for at nå frem til en fisk.
Læs også: Lærebøger skal omskrives: Ny del af hjernen opdaget
Når først søløverne havde lært, hvilken dør der gemte på en fisk, satte forskerne en port foran begge døre i syv sekunder. Det skulle forvirre søløverne og tvinge dem til igen at tænke over, hvilken dør de skulle bevæge sig igennem, når forskerne igen hævede porten.
De søløver, der havde skader på deres hippocampus som følge af algernes giftstoffer, havde store problemer med at komme i tanke om, hvilken dør de skulle bevæge sig igennem, fortæller forskerne.
Læs også: Mystik om stort antal strandede søløver
Søløverne med skader i hjernen havde lignende problemer, når forskerne testede deres langtidshukommelse.
»Dette studie leverer hidtil ukendte beviser for hukommelsesskader i store dyr, der har hjerner, som minder om menneskers,« fortæller neurobiolog Paul Buckmaster fra Stanford University, som hjalp forskerne med at udføre deres hukommelsestests, til sciencemag.org.