Gigantisk tsunami skabte bølger på 170 meters højde
For 73.000 år siden skabte et enormt jordskred i Kap Verde en enorm tsunami, som er den største, man nogensinde har registreret i den geologiske historie. Den slags kæmpekatastrofe kan sagtens ske igen, fortæller forskere.
Da et enormt jordskred på en vulkan i Kap Verde væltede i havet for 73.000 år siden, skabte det bølger på 170 meters højde, der væltede ind over en nærliggende ø.
Det er en af de største tsunamier, man nogensinde har registreret i den geologiske historie, og den er nu beskrevet i den nyeste udgave af tidsskriftet Science Advances.
Forskerne meddeler, at denne slags kæmpe-katastrofer kan ske igen, men at det er svært at sige hvor og hvornår. Det skriver Videnskab.dk.
»De fleste af disse forholdsvis unge hav-vulkaner - såsom dem i Azorerne, De Kanariske Øer og Hawaii - er utroligt høje og stejle, så den potentielle energi nødvendig for endnu et lignende kollaps er til stede,« siger Ricardo Ramalho, der er geofysiker ved University of Bristol i Storbritannien og medforfatter til studiet.
Siderne på nogle hav-vulkaner kollapser med jævne mellemrum. Det sker ved, at store mængder klippe falder ned fra siderne og skubber vandet under dem, hvilket fører til tsunamier.
Læs også: Supervulkanen under Yellowstone vokser
For 100.000 år siden skete et sådant kollaps i Hawaii, og det førte til en kæmpe-tsunami, der oversvømmede land i 300 meters højde. Mekanismerne bag disse store vulkaniske jordskred er dog endnu ikke undersøgt til bunds, og det er dem, Ramalho og hans kolleger arbejder på at undersøge.
Ricardo Camalho fandt frem til kæmpeudbruddet i Kap Verde, da han læste et forskningsresultat fra 2011, som viste, at tsunamier af ‘almindelig’ størrelse ramte øen Santiago i Kap Verde for 100.000 år siden.
Da huskede Ramalho, at han under sin ph.d. i 2007 fandt usædvanlige sten i 200 meters højde på netop Santiago, og han formodede derfor, at en endnu større tsunami måtte have fundet sted end tidligere beskrevet.