Ny banebrydende teknik til at lave brint af sol og vand
Visionen er en fuldstændig ren produktion af brint til bl.a. brændstof, skriver forskerne bag teknikken.
I jagten på at finde frem til bæredygtige og rene kilder til brændstof har forskere fra universitetet Boulder i Colorado udviklet en banebrydende ny teknik, der i bedste fald kan ende med en produktion af brint ved hjælp af blot solens stråler og vand.
Ligesom du ville bruge et forstørrelsesglas for at starte en brand, kan vi koncentrere sollyset, indtil det er rigtig varmt,Alan Weimer, projektleder ved Boulder universitetet i Colorado.
"Vi har designet noget her, som er meget forskellig fra andre metoder og ærlig talt noget, som ingen troede var muligt," siger professor og leder af projektet, Alan Weimer, til netmediet phys.org. Han kalder opdelingen af vand ved hjælp af sollys for den hellige gral inden for en brint-udvinding.
Forskernes resultater blev fredag publiceret i en artikel i magasinet Science, og på universitetets hjemmeside står der, at vejen dermed er ryddet for "en udnyttelse af brint som et rent, grønt brændstof".
Kan drive en bil
Teknikken går i al sin simpelhed ud på at koncentrere sollys på et enkelt punkt på toppen af et flere hundrede meter højt tårn ved hjælp af en bred vifte af spejle.
Tårnet vil derved samle varme svarende til omkring 1.350 grader og aflevere den i en reaktor, der indeholder metaloxider.
I takt med opvarmningen af metaloxidforbindelserne, frigives iltatomer, der ændrer på materialesammensætning, og derved vil metaloxiderne afgive brintmolekyler, der kan opsamles i gasform, står der på Boulders hjemmeside
Og sådan en gas kan drive en bil.
Ligesom at bruge et forstørrelsesglas
"Ligesom du ville bruge et forstørrelsesglas for at starte en brand, kan vi koncentrere sollyset, indtil det er rigtig varmt, og bruge det til at drive disse kemiske reaktioner," siger Alan Weimer til phys.org.
Ideen om at splitte vand, H2O, i ét iltatom, O, og to brintatomer, H2, er ikke ny. Det nye består i at udføre to kemiske reaktioner ved den samme temperatur.
Tidligere har det kun været muligt at splitte vand ved at opvarme en reaktor til en høj temperatur for at fjerne oxygenen, og derefter køle reaktoren ned før en tilsætning af damp ville frigive brintgas.
Ingen interesse
"En af de store nyskabelser i vores system er, at der ikke bliver skruet op og ned for temperaturen. Hele processen er drevet af at dreje en dampventil til eller fra," siger Alan Weimer.
Derved spares der både tid og varme, og det betyder, at brintudvindingen nu kan betale sig.
På trods af opdagelsen og på trods af interessen for grøn energi, ligger en kommerciel udnyttelse af metoden mange år væk, vurderer projektlederen.
"Når prisen på naturgas er så lav, som den er, er der intet incitament til at producere ren energi," siger han til phys.org.
e