Gén-myg ind i kampen mod malaria

Forskere har produceret en malariafri génmodificeret myg med bedre overlevelsesegenskaber end de sygdomsbærende artsfæller.

i den amerikanske by Baltimore har opmuntrende nyt med fra malaria-fronten.

Det er lykkedes at fremavle en génmodificeret malariafri myg, som måske på sigt vil kunne fortrænge sygdomsbærende myg i naturen, skriver Reuters News.

I bur med malaria-mus

I et laboratorieforsøg lod forskerne et lige stort antal 'gén-myg' og oprindelige 'malaria-myg' leve i glasbur sammen med et antal malaria-inficerede mus.

Efterhånden som myggene reproducerede, overlevede flere af de génmodificerede blodsugere. Efter ni generationer tilhørte 70 pct. af de tilbageværende myg den génmodificerede slægt.

Gén-myggene lagde flere æg og havde også en større overlevelsesprocent.

Ikke umiddelbart brugbart

Resultaterne er imidlertid ikke umiddelbart brugbare i krigen mod malaria, der på verdensplan skønsmæssigt koster en million menneskeliv om året.

Génmyggenes bedre overlevelsesegenskaber gør sig indtil videre kun gældende, når de suger blod fra malaria-inficerede dyr. Og for at være i stand til at fortrænge den oprindelige malaria-myg i naturen skal den også være en bedre overlever i et malaria-frit miljø.

Ifølge forskergruppens ledende skikkelse, Dr. Mauro Marrelli, er de aktuelle resultater dog et kæmpe - og banebrydende - skridt i i retning mod udvikling af en sådan super-myg.

Hvis - eller når - malariamyggens potentielle banemyg melder sig klar til kamp, forestår der dog stadig et ømfindtligt politisk slagsmål om, hvorvidt det er klogt at slippe génmodificerede myg løs i naturen.

Forskningsresultaterne er at finde i den seneste udgave af den amerikanske forskningspublikation 'Proceedings of the National Academy of Science'.

mattias.groendal@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen