Fortsæt til indhold
Viden

Vaskepulver kan spare energi og kroner

Pulveret kan måske gøre vasketøjet på sygehuse og plejehjem sterilt ved 40 grader.

Et vaskepulver baseret på enzymer og aktive stoffer kan måske betyde, at landets hospitaler og plejehjem kan gå fra at vaske sengelinned, tøj og kitler på 80 grader til at vaske det på 40.

Vaskepulveret skulle efter sigende kunne desinficere vasketøjet uden at gøre brug af de høje temperaturer.

En teknologi som kan gøre det muligt at spare både energi og kroner, hvis effekten kan bevises.

Ingen bakterier, ingen smitte

"Inden for hospitalssektoren er der selvfølgelig nogle skrappe krav, fordi patienternes tøj, sengetøjet, kitler fra operationsstuer osv. bliver vaske samlet. Sygdom kan hurtigt smitte, hvis vasketøjet ikke er fuldstændig rent, når det kommer tilbage," siger Lotte Bjerrum Friis-Holm, cand.scient, Ph.d. og konsulent hos teknologisk institut, til Jyllands-Posten.

Hun er med til at teste det nye vaskepulver og skal over de næste knapt to år afprøve, om det kan gøre det beskidte tøj helt sterilt.

For selvom man længe har lavet vaskemidler til lavere temperaturer, som fjerner pletter, har der ikke været fokus på, hvordan det virker på bakterier.

Miljø og økonomi

Med i projektet er også Statens Serum Institiut, hvor retningslinjerne for tøjvask på sygehuse og plejehjem bliver lavet.

Overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen fra Central Enhed for Infektionshygiejne forklarer over for Jyllands-Posten, at hvis der kan skaffes dokumentation for, at vaskepulveret virker efter hensigten, kan det godt betyde, at sygehusene og plejehjemmene kan begynde at vaske ved lavere temperaturer.

"Vores afdeling er sat i verden for at forebygge smitte, men vi lever også i en verden, hvor vi må tage hensyn til miljøet og de økonomiske ressourcer. De penge, man sparer på tøjvaske, kunne man f.eks. bruge på at uddanne personalet, ansætte flere hygiejnesygeplejersker eller lave en større indsats over for antibiotikaresistens," siger hun.