Dit økoflip skader fjerne lande
Bæredygtighed opfattes som noget lokalt, men konsekvenserne kan være negative andre steder.
Bæredygtighed er et begreb, der for alvor er kommet i fokus de seneste år.
Derfor ved vi efterhånden godt, at vi skal forurene mindre, genbruge mere og helst spise fødevarer, der er dyrket lokalt.
Utilsigtede konsekvenser
Men bæredygtighed skal ikke kun tackles som et lokalt problem, sådan som det ofte sker i dag. Politiske tiltag i bæredygtighedens navn kan nemlig få utilsigtet negative konsekvenser i fjerne lande, hvis ikke vi nytænker, hvad begrebet bæredygtighed indebærer.
Det konkluderer ny forskning af danske og amerikanske forskere. Resultatet er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).
»Når man taler om f.eks. byers bæredygtighed, fokuserer man som regel kun på selve byerne og omegnen – eksempelvis om byerne er selvforsynende. Men der findes mange komplekse koblinger mellem bybefolkningers levevilkår og presset på ressourcer.«
Læs også på Videnskab.dk: Er økologi bæredygtigt?
»For eksempel beslaglægges tit store landbrugsarealer helt andre steder på Jorden. De koblinger indtager ikke en central plads, når man taler om bæredygtighed og bæredygtig arealanvendelse i dag,« fortæller en af forskerne bag artiklen, Anette Reenberg, der er professor ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Belastning andre steder
Ifølge Anette Reenberg kan de skjulte koblinger betyde, at tiltag for at skabe lokal bæredygtighed faktisk er langt fra at være bæredygtig i det større perspektiv, fordi den belaster andre dele af verden.
»Når vi eksempelvis producerer grise i Danmark, er en fjerdedel af foderet dyrket i Argentina, og hovedparten af efterspørgslen er drevet af forbrug i andre lande såsom Kina. Dermed belaster svineproduktionen i Danmark også arealer på den anden side af kloden, selv om man umiddelbart vurderer produktionens bæredygtighed alene ved at se på de lokale forhold,« uddyber hun.
På samme måde bliver det at købe lokalt dyrkede varer anset som et bæredygtigt valg. Men handlingen kan samtidig underminere levevilkårene for bønder på den anden side af kloden og dermed have negative konsekvenser for bæredygtigheden på globalt plan.
Anette Reenberg og hendes kollegaer foreslår, at man bruger begrebet ’teleconnections’ til at skabe en ny teoretisk forståelsesramme for, hvordan man ser på bæredygtighed.
Læs hvorfor, de mener, at den forståelse er vigtig på Videnskab.dk.
LÆS OGSÅ: Nu er studenterhuen miljørigtig