Røntgen giver måske kræft i hjernen
USA-undersøgelse mistænker tandlægers røntgenkanoner. Dansk forsker tvivler.
Et tandlægebesøg kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos mange. Og tanken om tandlægestolen bliver ikke mere behagelig af, at tandlægernes røntgenbilleder nu mistænkes for at give hjernekræft.
Et amerikansk studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Cancer, har undersøgt 1.433 patienter med langsomt voksende svulster i hjernen. De 1.433 patienter var mellem 20 og 79 år og blev sammenlignet med en kontrolgruppe uden svulster i hjernen. Kontrolgruppen svarede til patienterne i forhold til køn, alder og geografi.
Resultatet viste, at dobbelt så mange af patienterne med hjernesvulster havde været udsat for røntgenstråling under tandlægebesøg.
Læs også på Videnskab.dk: Sådan skader radioaktive stråler
De patienter, der hvert år eller hyppigere har fået taget røntgenbilleder med røntgenkanon af eksempelvis den ene side af tandsættet (bitewing-undersøgelse), havde 1,4 til 1,9 gange højere risiko for at udvikle svulster afhængig af deres alder.
Ikke noget entydigt mønster
Forskerne har både set på bitewing-undersøgelserne og de såkaldte panoramiske undersøgelser, som laver et samlet billede af alle tænderne sat sammen af 15-20 røntgenbilleder.
For de undersøgelser ser resultatet endnu mere skræmmende ud:
Patienter, der årligt eller hyppigere er blevet udsat for panoramiske undersøgelser, har 2,7 til 3,0 gange højere risiko for at udvikle et meningeom. Børn under 10 har 4,9 gange højere risiko.
Læs også på Videnskab.dk: Sådan børster du tænder korrekt
Der er tilsyneladende ikke noget entydigt billede af, hvem der bliver ramt hårdest.
Dansk forsker er skeptisk
Undersøgelsen er blevet modtaget med blandede reaktioner. Det er ikke alle, der mener, at resultatet kan bruges til noget, når man ikke kender størrelsen af de strålingsdoser, patienterne har været udsat for.
Ulrik Ingerslev Uggerhøj, der blandt andet forsker i røntgenstråling på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, er én af skeptikerne:
Læs også på Videnskab.dk: Musen, der ikke kan få kræft
»Det lyder usandsynligt, at den dosis stråling man får hos tandlægen, kan give kræft,« siger han.
Et røntgenbillede hos tandlægen udsætter dig for lige så meget stråling, som man udsættes for, når man sidder en time på et fly på vej over Atlanten, forklarer Ulrik Ingerslev Uggerhøj. Derfor mener han ikke, man bør frygte tandlægens røntgenkanon.
»Jeg er i hvert fald ikke bange for at gå til tandlægen,« siger han.
LÆS OGSÅ: Folk med gebis husker dårligere