Annonce
Viden

Olfert Fischers eftermæle til debat

Olfert Fischer har måske slet ikke fortjent sin hæder. En ny bog om søheltene i de seneste 500 år viser, at Fischer blev dømt for et overgreb og nærmest kun ved et tilfælde blev udråbt til nationalhelt.

Der er ikke udkommet en ny bog om danske søhelte siden engang i 1950'erne. Derfor er det ifølge fire historikere på tide, at vi med friske øjne undersøger de gamle nationalmyter igen.

Og det er ikke alle danske helte, som forbliver lige blankpolerede, når nutidens historikere sænker luppen over kildematerialet.

Det gælder f.eks. Olfert Fischer, der ifølge legenden gjorde sig gældende som nationalhelt under Slaget på Reden.

Sprunget hen over


Helteberetninger om den gamle søofficer har tidligere sprunget let hen over en episode i hans ungdom, hvor han blev degraderet fra løjtnant til matros.

Skandalen passede nemlig ikke ind i historien om en dansk helt.

Ph.d.-studerende og museumsinspektør ved Statens Forsvarshistoriske Museum Jakob Seerup har i forbindelse med sin forskning i marinehistorie fundet ud af, at årsagen til Olfert Fischers degradering var, at han i sin ungdom blev dømt for usømmelig omgang med en prostitueret under en vagt på Holmen i København.

»Sammen med de andre vagter havde han fået roet en prostitueret over. De havde allesammen omgang med hende, og hun var blevet visiteret med et lys,« siger Jakob Seerup.

Masser af drama

Denne nye oplysning om Olfert Fischer er med i ny en bog om de seneste 500 års søhelte, som Jakob Seerup har skrevet sammen med historikerne Thomas Lyngby, Søren Mentz og Søren Nørby.

Jakob Seerup siger:

»Vi vil gerne fortælle de spændende historier, for der er meget drama i dem. Men vi vil også gerne være med til at nuancere billedet af, hvem heltene var, og hvad de har betydet.«

Forskerne nøjes ikke med at gennemgå historierne om Cort Adler, Tordenskjold, Peter Willemoes, Ivar Huitfeldt og mange flere. De har også undersøgt, hvordan samfundet har brugt søheltene som forbilleder igennem tiden.

Nogle var rigtige helte

Jakob Seerup fortæller, at der er stor forskel på, om søheltene ud fra deres gerninger havde fortjent at blive udråbt som helte.

Forskeren betvivler f.eks. ikke, at den unge søofficer Peter Willemoes gjorde en stor indsats under Slaget på Reden den 2. april 1801.

Willemoes havde fået kommandoen over et lille, ubeskyttet flådebatteri, der hvor slaget var mest vildt. Willemoes holdt imod alle odds stand i halvanden time mod Lord Nelsons store linjeskibe ”Elephant” og ”Ganges”.

I samtiden hæftede man sig ved, at Willemoes havde bevaret modet og undgået store tab. Han døde som en rigtig helt i kamp i 1808, og da hans ven N.F.S. Grundtvig skrev et digt om ham, blev Willemoes' skæbne som national søhelt forseglet.

Tvivlsom indsats

Historien om kommandøren Olfert Fischers bedrifter er en helt anden.

Søofficeren, der var ansvarlig for Københavns forsvar til søs under Slaget på Reden, blev først udråbt til helt lang tid efter sin død i 1829.

»Der var ikke specielt mange, der syntes, at han var en helt i dagene efter slaget. Han havde tidligt under slaget fået en hjernerystelse, og det er tvivlsomt, hvor meget han derfor har kunnet lede noget som helst,« siger Jakob Seerup.

Og da Lord Nelson sendte sine delegerede af sted for at forhandle fred, henvendte de sig ikke til Nelsons rangmæssige modstykke, Olfert Fischer, men til den danske kronprins. Det viser, hvor lidt betydning Olfert Fischer havde under begivenhederne, siger forskeren.

Overgrebet negligeret

Men i 1880'erne skulle man navngive et panserskib, der var indrettet til at skulle forsvare København fra søsiden. Navnet Olfert Fischer blev fundet frem fra gemmerne, og dermed blev Fischer udråbt til at være en af Danmarks søhelte.

»Jeg tror, at det var mere eller mindre en tilfældighed, at det blev ham,« siger Jakob Seerup.

Farverige og udfarende

Ifølge de fire historikere bag den kommende bog var flere af søheltene farverige, udfarende, selvopofrende og dødsforagtende personligheder. Det vil sige ”rigtige” helte. Men nogle af dem var også direkte karakterafvigere.

Og her kan Olfert Fischer igen gøre sig gældende med sine eskapader på Holmen.

Sagen er den, at da Olfert Fischer en aften holdt vagt på Holmen sammen med nogle andre vagter, fandt de på, at de ville ro en prostitueret over. Kvinden fik en ret hårdhændet behandling og ville tilsyneladende ikke være med til det, der foregik. Derfor meldte hun bagefter de unge mænd, deriblandt Olfert Fischer, til myndighederne.

Olfert Fischer blev dømt for overgrebet og degraderet til matros i et år.

Jakob Seerup har fået klarlagt kendsgerningerne ved at fordybe sig i retsprotokollerne fra 1700-tallet - ikke ved at læse det, der tidligere er blevet skrevet om Olfert Fischer.

Hver tid sin historie

I 1944 skrev kontreadmiral Emmanuel Briand de Crèvecoeur bogen ”Københavns modige forsvarer”, som handlede om, hvor håbløs situationen havde været, og hvor svært det havde været for Olfert Fischer at holde stand under Slaget på Reden.

Det var en historie, som Besættelsestidens danskere kunne spejle sig i.

Bogen fra 1944 nævner kun sexovergrebet i Olfert Fischers ungdom meget overfladisk, og læserne får faktisk ikke at vide, hvad det hele handler om.

Jakob Seerup understreger, at han sammen med de tre øvrige historikere har lagt vægt på at skrive en spændende, men også nuanceret bog om søheltene.

»Hver tid har sin historie, som man vil fortælle med disse søhelte,« siger han.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Modtag Videnskab.dk's nyhedsbrev Tilmeld
Flere nyheder på Videnskab.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her