Forskere klør sig i håret: Hvor blev havis svarende til Argentinas areal pludselig af?
Forskere har indtil nu haft en teori at Antarktis påvirkes mindre af klimaforandringer end Arktis. Men det har nye data vendt op og ned på.
En gruppe forskere undrer sig.
For det frosne kontinent mod syd er nemlig knap så frossent, som det burde være, skriver CNN.
Forskerne har de seneste 45 år målt isen på Antarktis, og en ny måling viser, at der i juli mangler 2,6 mio. km2 is - svarende til en iskappe på størrelse med Argentinas areal.
Hvert år smelter mængden af is på Antarktisk i sommerperioden og vender tilbage til normalen igen, når der er vintertid på kontinentet, hvilket sker i perioden fra april til september.
Men i år skulle vise sig at være anderledes.
Isen, der omkranser Antarktis, er langt fra vendt tilbage til det normale niveau, og ifølge CNN er niveauet nu på det laveste, siden man begyndte at måle havisen for 45 år siden.
»Det er en gamechanger,« siger Ted Scambos, der er glaciolog ved University of Colorados National Snow & Ice Data Center (NSIDC), der har stået for at analysere resultaterne.
For mens isen på Arktis er smeltet, så er der i de senere år kommet mere is til omkring Antarktis, hvilket har fået forskere til at tro, at området var bedre beskyttet mod klimaforandringer.
Forskerholdet er nu gået i gang med at undersøge hvorfor.
»Det antarktiske system har altid været meget varierende,« forklarer Ted Scambos og tilføjer:
»Men dette niveau er så ekstremt, at noget radikalt har ændret sig i løbet af de sidste to år, og særligt i år, sammenlignet med alle tidligere 45 år tilbage,« siger han.
Flere faktorer kan have indvirkning på niveauet af havis i Antarktis, herunder havtemperaturen og styrken af vestenvindene omkring kontinentet, siger Ted Scambos til CNN. Han vurderer ikke, at det er sandsynligt at det antarktiske system vil vende tilbage til normalen »hverken i en lang periode frem eller nogensinde«.
En anden forsker fra National Snow and Ice Data Center vurderer omvendt overfor CNN, at det er for tidligt at sige noget om hvorvidt den ændrede smeltetilstand i Anarktis er »den nye normal«.
»Det er en stor afvigelse fra gennemsnittet, men vi ved, at havisen i Antarktis har store udsving fra år til år,« siger hun til CNN.