Fortsæt til indhold
Viden

Vores omgivelser gør os syge

Hvert år dør 9-12 mio. mennesker for tidligt på grund af påvirkning fra luft- og vandforurening, tungmetaller og syntetiske og kræftfremkaldende stoffer. Nu vil forskerne måle på alt det, vi udsættes for gennem livet, for at finde frem til, hvordan vores omgivelser gør os syge.

Michael Snyder, genetiker ved Stanford University i USA, har to ure på hvert håndled. De måler bl.a. bevægelser, puls og kropstemperatur. Han har også et apparat, som opfanger alt fra kemikalier til virus i den luft, han kommer i kontakt med.

Han vil gerne vide, hvordan vores omgivelser påvirker vores sundhed. Når vi trækker vejret, spiser, drikker, motionerer, klæder os på eller tager på arbejde, udsættes vi for potentielt skadelige stoffer fra bl.a. luftforurening, alkohol og støj.

Hvert år dør 9-12 mio. mennesker for tidligt på grund af den samlede påvirkning fra især luft- og vandforurening, tungmetaller, syntetiske kemikalier og kræftfremkaldende stoffer og partikler på arbejdspladsen. Ifølge Michael Snyder ved vi ikke, hvad de fleste af de ting, vi udsættes for, egentlig gør.