Ny russisk lov kvæler protester fra krigskritiske forskere
Åbne protestbreve mod krigen i Ukraine er slettet som følge af Ruslands lov mod "falske oplysninger".
Tusindvis af russiske forskere skrev i begyndelsen af krigen i Ukraine under på åbne protestbreve mod Putins beslutning om at invadere nabolandet.
Men nu er deres protester, som lå på internettet, blevet slettet, og underskriftindsamlingerne er stoppet, skriver Videnskab.dk.
Det skyldes en ny russisk lov, som foreskriver, at russere kan få op til 15 års fængsel for at sprede oplysninger, der af regimet bliver opfattet som ”falske”.
»I forbindelse med den vedtagne strammede lov om falske oplysninger om de russiske væbnede styrkers handlinger stoppes godkendelsen af underskrifter,« står der i en meddelelse offentliggjort på det link, der før ledte til et nu slettet protestbrev, der var underskrevet af mindst 3.700 ansatte på det russiske universitet Higher School of Economics.
Et andet protestbrev, som nåede at få over 5.000 underskrifter fra forskere, er ligeledes slettet.
Læs også: Russiske forskere protesterer: »Rusland og Ukraine har altid været brødre og søstre«
Ulovligt at tale om krig
Russere kan, efter at den nye lov er blevet vedtaget, blive straffet for at sige offentligt, at Rusland har invaderet Ukraine, eller at der er krig i nabolandet. Putins regime har besluttet, at det skal omtales som en ”militær specialoperation”.
De to protestbreve, som nu er blevet slettet, indeholdt ulovlige formuleringer som eksempelvis følgende:
»Vi mener, at enhver manifestation af aggression og magt, som fører til militær aktion og krigsudbrud, ikke kan retfærdiggøres på nogen måde.«
Dermed er kritiske forskere kommet i en ekstremt klemt position, siger Katrine Stevnhøj, der forsker i russiske protestbevægelser.
»De frygter at blive straffet ved at miste deres arbejde eller at ryge i fængsel,« siger Katrine Stevnhøj, der er ph.d.-studerende på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
»Det er enormt sensitivt, om de vælger at tage stilling til krigen eller ej. På den ene side kan forskerne ikke udtale sig kritisk uden at risikere at blive straffet for det. På den anden side kan det også få konsekvenser, hvis de ikke går ud offentligt og tager afstand, fordi det sætter dem i et dårligt lys i internationale forskningsmiljøer,« tilføjer hun.
Læs også: Forsker: »Rusland er blevet et klassisk diktatur«
Fyring kan blive konsekvensen
Den Russiske Føderations forfatning foreskriver, at en lov som den, regimet har vedtaget mod ”falsk information”, ikke kan virke med tilbagevirkende kraft, står der i meddelelsen om, hvorfor protestbrevet fra Higher School of Economics er blevet slettet.
Birgitte Beck Pristed, der forsker i russisk kultur, tvivler dog på, at alle de forskere, der nåede at skrive under med navns nævnelse, før loven trådte i kraft, slipper for en eller anden form for straf.
»Novaja gazeta, som stort set er det eneste uafhængige russiske medie, der endnu ikke er blevet lukket, skriver, at interne bortvisningssager mod studerende og forskere, der har været på gaden for at protestere, nu går i gang ved Skt. Petersborg Statsuniversitet,« siger Birgitte Beck Pristed, der er lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
»Det næste, de forventer, er fyringer af ansatte, der har skrevet under på protestbreve,« siger hun og understreger, at de forskere, der har været eller er kritiske over for krigen, er i en meget vanskelig situation.
Læs også: Danske universiteter stopper forskningssamarbejde med Rusland og Belarus
Protestbreve florerer stadig
Det russiske regime har dog ikke formået at lukke helt ned for åbne protestbreve. Der ligger stadig nogle få mod krigen i Ukraine offentligt tilgængeligt online, fortæller Birgitte Beck Pristed.
»Men underskrifterne på brevene er blevet fjernet, så man ikke kan identificere dem, der har skrevet under,« siger hun.
I et stadigt eksisterende åbent brev, der er underskrevet af 2.458 anonyme ansatte på Skt. Petersborg Statsuniversitet i Rusland, står der blandt andet:
»Ruslands ”militære specialoperation” i Ukraine får ikke forandret sin essens af, at man ændrer navnet. ”Militær specialoperation” er krig. At udføre en ”militær specialoperation” er en aggressiv handling.«
»Krig er absolut ondskab. Vi anerkender ikke militær aktion som et effektivt, retfærdigt eller passende redskab under international lov til at løse internationale konflikter.«