Hvordan går det med at udbrede fred i verden?

I 2015 gik alle FN’s medlemslande sammen om en historisk aftale. De vedtog FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling: et ambitiøst projekt, der skulle gøre verden til et bedre sted for både mennesker og planeten. Det skriver Videnskab.dk.

Et af de sværeste mål at nå til enighed om var verdensmål 16, som handler om at opbygge stærke institutioner og sikre fredelige, retfærdige og inkluderende samfund verden over.

Målet er så politisk sprængfarligt, at nogle lande frygtede, at FN ville bruge det til at blande sig i, hvordan stater indretter sig politisk, men efter svære forhandlinger lykkedes det at få det igennem. Men en ting er at få målet igennem. En anden er, hvordan det går med at opnå det fem år efter vedtagelsen.

Fred og retfærdighed er i tilbagegang

Når hele verdenssamfundet vedtager at arbejde for fred, retfærdighed og bæredygtige institutioner, skulle man måske tro, at det om noget ville kunne rykke tingene i en bedre retning.

Desværre er realiteten en anden, lyder den nedslående vurdering:

»Det går rigtig dårligt. Når vi ser, hvordan det går med fred, retfærdighed og inklusion, så er der tilbageskridt på landeniveau en hel masse steder,« lyder det fra seniorforsker Louise Riis Andersen fra DIIS – Dansk Institut for Internationale studier.

Læs også: FN’s verdensmål: Sådan får undertrykte afrikanske kvinder ligestilling

»Samtidig står vi med en meget bekymrende udvikling i forholdet mellem stormagterne, der gør de her dagsordener meget vanskelige at løfte både lokalt og globalt,« fortsætter hun.

Det genkender Eva Grambye, som er cand.scient.pol. og ansat på Dansk Institut for Menneskerettigheder, hvor hun har beskæftiget sig indgående med verdensmål 16:

»Antallet af mennesker, der flygter fra krig og konflikt, er blandt det højeste nogensinde, antallet af menneskerettighedsforkæmpere, der er dræbt eller forsvundet, er blandt det højeste i en række lande. Undersøgelser viser også, at opbakningen til demokrati er faldende flere steder i verden,« siger Eva Grambye, vicedirektør på det internationale område ved Institut for Menneskerettigheder.

Græsrødder baner vej for samarbejde

Hvordan løser vi de udfordringer, der står i vejen for at komme i mål med FN’s verdensmål nummer 16: mistillidskrisen og lederskabskrisen?

Louise Riis Andersen ser nogle positive takter i de sociale mobiliseringer såsom de unges klimastrejke i 2018 samt demonstrationer mod indskrænkning af retsstaten i Polen og ungarske demonstranter for mediernes ytringsfrihed i år.

Læs også: Hvilke krige var de værste?

»Det er sociale mobiliseringer, der peger i en mere progressiv retning: Vi skal allesammen være her, og vi har allesammen rettigheder. Det er græsrodsmobiliseringer på tværs af landegrænser med dagsordener, der peger i anden retning end autokratiske og stærke mænd,« siger Louise Riis Andersen.

Og med fremkomsten af den nye coronavirus står verden i en situation, hvor samarbejde ikke er en mulighed – det er en nødvendighed. Det kan muligvis gøre det nemmere at opnå fremskridt – også på verdensmål 16, mener Louise Riis Andersen.

»Corona-pandemien har gjort det tydeligt for statsledere, at lande ikke kan løse problemerne selv. Man kan lukke grænser og forsøge at købe værnemidler til sin egen befolkning, men vi har brug for internationalt samarbejde for at sikre økonomisk genoprettelse og for at håndtere både denne sygdom og fremtidige pandemier,« siger Louise Riis Andersen og fortsætter:

»Den bevidsthed om nødvendigheden af samarbejde og tillid er blevet større på det politiske niveau, tror jeg.«