Dyrk motion efter kroppens indre ur

Motion kan have forskellig effekt, alt efter hvornår den udføres, viser ny forskning.

Artiklens øverste billede
Der er formentlig forskel på effekten af motion om morgenen og om aftenen, viser ny forskning. Arkivfoto: Martin Lehmann

Effekten af at dyrke motion kan være meget forskellig, afhængig af hvornår på døgnet den fysiske aktivitet dyrkes. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet, der er udarbejdet i samarbejde med forskere fra University of California, Irvine.

»Der ser ud til at være ret markante forskelle på effekten af motion om morgenen og om aftenen, og at forskellene sandsynligvis er styret af kroppens indre ur,« siger en af forskerne bag studiet Jonas Thue Treebak, der er lektor på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research.

Via forsøg med mus har forskerne fundet ud af, at motion i musens aktive fase, svarende til vores morgen, giver et forhøjet stofskifterespons i muskelcellerne. Det gør muskelcellerne i stand til bedre at nedbryde sukker og fedt. Ifølge Jonas Thue Treebak kan den viden få betydning for, hvordan patienter med svær overvægt og type 2-diabetes bør motionere. Men det kræver, at man forsker yderligere i sammenhængen.

»Folk, der er overvægtige, har type 2-diabetes eller bare har jetlag, kan have forstyrrelser af det indre ur, som man måske bedre kan rette op på, hvis man målretter træningen til et specifikt tidspunkt. For musens vedkommende skulle det så være i starten af den aktive fase, svarende til om morgenen,« siger Jonas Thue Treebak.

Samtidig har forskerne fundet ud af, at motion i musens hvilefase, svarende til om aftenen, øger forbrændingen over længere tid. Derfor kan forskerne på baggrund af undersøgelserne ikke konkludere, hvornår på dagen det er bedst at dyrke motion. Jonas Thue Treebak understreger også, at man ikke kan konkludere, hvordan mennesker vil reagere ud fra museforsøgene.

»Men resultatet tyder på, at træning målrettet forskellige tidspunkter af døgnet på sigt kan give bedre trænings- og behandlingseffekter, alt efter hvad man gerne vil opnå,« siger Jonas Thue Treebak og tilføjer:

»Vores undersøgelser danner god grobund for videre forskning af, hvilken effekt det giver at træne på forskellige tidspunkter af døgnet.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen