Turisme er en kæmpe klimasynder
Forskere kortlægger den fulde drivhusgas-omkostning ved at tage på ferie, og tallene er langt højere end frygtet.
Er du miljøbevidst, og har du endnu ikke bestilt sommerferien, burde du måske overveje at droppe flyveturen til Thailand og i stedet tage på teltferie i de svenske skove.
I hvert fald viser et nyt, stort studie, at turisme er skyld i hele otte procent af verdens drivhusgasudledning, hvilket er fire gange så højt, som forskere frygtede. Det skriver Videnskab.dk.
De store syndere er flytransport, cruiseskibe, shopping og middage på restauranter med importerede føde- og drikkevarer.
Forskerne bag det nye studie har da også et helt klart budskab, hvis man har intentioner om at være med til at redde planeten:
Flyv mindre, og betal noget mere for at gøre din rejse CO2-neutral.
Læs også: God turisme bevarer lokale traditioner
»Vores studie er en øjenåbner. Ikke bare er udledningen af drivhusgasser fire gange så høj, som vi tidligere har estimeret, men den stiger også rigtig meget i disse år,« fortæller studiets førsteforfatter, lektor Arunima Malik fra Sydney Institute of Agriculture, i en mail.
Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change.
Vi skal stadig tage på ferie
Selvom turisme er skyld i udledning er enorme mængder drivhusgasser, skal vi ikke droppe ferierne i de varme lande.
Det fortæller Kirsten Halsnæs, der er professor i klima og økonomi ved DTU Management Engineering på Danmarks Tekniske Universitet.
Hun forklarer, at det er vigtigt for både miljøet og verden, at folk fortsætter med at tage på ferie til eksempelvis Thailand, hvor en stor del af den nationale økonomi er baseret på turisme.
Læs også: Rekordhøj udledning af CO2 fra fossile brændstoffer i 2017
Stopper turisterne med at komme, falder landets økonomi sammen, og det er ingen tjent med.
»Derfor er det bedre at satse på, at turisme kan have en positiv afsmitning på miljøvenlige teknologier og adfærd,« siger Kirsten Halsnæs, der ikke har noget med det nye studie at gøre.
Tænk dig om, når du tager på ferie
Ifølge Kirsten Halsnæs skal thaierne selv, såvel som befolkningen i andre store turistdestinationer og de turister, som vil besøge landene, sigte mod mere grøn turisme.
Det kan være gennem mere fokus på bæredygtige hoteller, miljøvenlig transport og lokal mad frem for importerede vestlige fødevarer.
Turistlandene bør også selv profilere sig i forhold til miljøbevidste naturturister i stedet for turister, der foretrækker at drikke importeret Heineken til deres pizza i resortets restaurant.