Annonce
Viden

Danskerne giver navn til nyopdaget sommerfugl

En ny sommerfugleart fra Danmark er blevet beskrevet af forskere. Nu har danskerne givet arten dit danske navn.

Denne her fyr lever i Danmark og andre lande i Nordeuropa, men er først for nyligt blevet opdaget af danske forskere. Foto: Keld Gregersen

Igennem årtier har et bevinget dyr fløjet rundt i Danmark og andre lande uden at være blevet opdaget og anerkendt.

For nyligt blev der endelig rådet bod på sagen, da dyret blev videnskabeligt beskrevet og således fik papir på, at det var sin egen art.

Nu har arten fået yderligere oprejsning, idet Videnskab.dk’s læsere har givet den et dansk navn.

I en konkurrence indsendte læserne mere end 400 forslag, og vindernavnet er…. trommehvirvel, fanfare og stor spænding...:  "Navrmøl".

»Der er kommet rigtig mange gode bud på et navn, og det er dejligt, at der har været så stor interesse for historien,« siger Ole Karsholt, som er forsker emeritus ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet.

Han står bag opdagelsen af den hidtil oversete navrmøl (på latinsk kaldet Anarsia innoxiella), og han har været dommer i konkurrencen om at finde på et dansk navn til dyret.

Navn efter levevis

I alt har 22 Videnskab.dk-læsere foreslået navnet '"navrmøl", og dermed må de tilsammen dele æren af at have navngivet Danmarks nyeste sommerfugleart.

Læs også: Sjælden opdagelse: Ny sommerfugleart fundet i Danmark

Ole Karsholt fortæller, at navnet navrmøl har vundet blandt de mange navneforslag, fordi navnet tager udgangspunkt i dyrets levevis.

Før navrmøl bliver til voksne sommerfugle, bor deres larver nemlig på træarten navr.

Hvis man gerne vil finde en navrmøl, skal man derfor lede i områder med navr-træer.

»Navnet navrmøl er kort, nemt at huske, og det siger noget om arten. Og så er det ikke brugt om andre arter,« fortæller Ole Karsholt om begrundelsen for navnevalget.

Læser: Kald den prins Henrik

Sidstnævnte pointe er vigtig, for en del læsere har foreslået et navn, som allerede er blevet givet til andre sommerfugle.

»Rigtig mange forslag indeholder noget med "fjer"; fjermøl, fjervinge og så videre. Imidlertid er "fjermøl" allerede optaget af en anden gruppe småsommerfugle med fjerformede vinger,« siger Ole Karsholt.

En række læsere har også foreslået at opkalde navrmøllen efter den nyligt afdøde prinsgemal, prins Henrik. Blandt forslagene lyder, at man kan ære prinsen ved at kalde dyret for "Stolt Henriksværmer", ’Henrik dobbeltvinge’ eller slet og ret "Prins Henrik".

Læs også: Se her ti dyr, der er opkaldt efter filmfigurer og kendisser

Den slags forslag er helt i tråd med en trend, som er blevet ekstra udbredt i de senere år, hvor forskere opkalder nye arter efter kendte personer – enten for at ære personerne eller for at skabe opmærksomhed om deres nyfundne art.

For nyligt blev en nyopdaget art af møl, som er i samme familie som navrmøl, faktisk opkaldt efter den amerikanske præsident Donald Trump. Men Ole Karsholt mener, at det er vigtigt, at møllets navn rent faktisk afspejler møllet, som bærer det – derfor har han valgt navnet navrmøl.

Uretfærdig historik

I forbindelse med navne-konkurrencen har en række af Videnskab.dk’s læsere også bidt mærke i, at sommerfuglen, som nu er navngivet navrmøl, bærer rundt på en temmelig uretfærdig historie.

Igennem årtier er arten nemlig blevet beskyldt for at være et skadedyr. På et tidspunkt overvejede myndighederne sågar at tage drastiske metoder i brug for at udrydde navrmøl i Danmark.

Da navrmøl første gang blev fundet i Danmark i 1959, troede man nemlig, at der var tale om en anden møl-art, kaldet ferskenmøl (Anasia lineatella).

Læs også: Derfor kan møl ikke slås ihjel

Ferskenmøl er et forholdsvist frygtet skadedyr fra Sydeuropa, fordi det kan angribe ferskner, blommer, mirabeller og andre frugtplantager. Derfor ønskede de danske myndigheder at stoppe spredningen af ferskenmøl – eller i hvert fald stoppe spredningen af det, man troede var ferskenmøl.

Men Ferskenmøl findes slet ikke findes i de nordiske lande, viser studiet, som er lavet af Ole Karsholt og vennen Keld Gregersen. I Danmark, Storbritannien og andre lande nord for Tyskland er der i stedet tale om navrmøl, påpeger forskerne.

Selvom navrmøl til forveksling ligner ferskenmøl, gnasker den nyopdagede art ikke løs på ferskner, blommer og andre frugttræer, sådan som ferskenmøllet gør.

Den uretmæssige beskyldning om at være skadedyret ferskenmøl har inspireret Gregersen og Karsholt til navrmøllets videnskabelige navn Anarsia innoxiella. Innoxiella kommer nemlig fra det latinske innoxus, som betyder 'harmløs'.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Modtag Videnskab.dk's nyhedsbrev Tilmeld
Flere nyheder på Videnskab.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her