Tjernobyls økonomiske efterspil
Selv 32 år efter katastrofen bruger Ukraine og Hviderusland hvert år milliarder af dollars på at bekæmpe katastrofens eftervirkninger.
Tidligt om morgenen den 26. april 1986 resulterede en fejlslagen test i reaktor 4 af Tjernobyl-atomkraftværket i en af de største katastrofer i atomkraftens historie.
Eksplosionen på det sovjetiske atomkraftværk ca. 100 km nord for Kijev sendte enorme mængder radioaktivt materiale op i atmosfæren og gjorde store arealer ubeboelige.
Katastrofen har kostet tusindvis af menneskeliv, men også den økonomiske fallout har været voldsom.
Det er svært at sætte præcise tal på de økonomiske konsekvenser. Ikke blot har Sovjetunionen i årevis forsøgt at holde omfanget skjult, men mange følgevirkninger er også indirekte og strækker sig over flere lande.
Tyske eksperter anslår i et studie fra 2016, at Tjernobyls eftervirkninger siden 1986 årligt har kostet Ukraine mellem 5 og 7 pct. af landets bnp – igennem årene i alt ca. 900 mia. kr.
Tilsvarende bruger nabolandet Hviderusland, der blev ramt af den radioaktive sky, ifølge officielle tal 5 pct. af landets bnp på at bekæmpe efterdønningerne. I alt menes katastrofen i løbet af de første 30 år at have kostet Hviderusland op mod 1.440 mia. kr.
Til sammenligning lå Hvideruslands samlede bnp i 2016 på ca. 290 mia. kr., mens Ukraines bnp ifølge Verdensbanken lød på ca. 570 mia. kr.
Da Tjernobylulykken ramte Danmark: »Det var et mareridt«
De beregnede omkostninger dækker blandt andet de umiddelbare udgifter forbundet til sikringen af reaktoren og evakueringen befolkningen, men også de indirekte udgifter til eksempelvis invalidepensioner, behandling af kræftsygdomme og afskrivningen af enorme skov- og landbrugsområder.
Spærrezonen omkring det havarerede kraftværk dækker i dag et areal på ca. 2.600 kvadratkilometer og er stadig et lukket område for de fleste. Den omfatter blandt andet spøgelsesbyen Pripjat, der frem til evakueringen i april 1986 husede omkring 50.000 mennesker.
I 360-gradersvideoen forneden kan du følge Jyllands-Postens journalist med rundt i byen, som for 32 år siden var epicentret for atomulykken, der fik fatale konsekvenser for store dele af Europa.