Annonce
Viden

Månen kan have huler, som mennesker kan bo i

Gamle lavarør kan gøre det nemmere at bosætte sig på Månen. Specielt nyopdagede grotter langt mod nord er spændende, fordi de kan rumme vand i form af is.

Hullet som en schweizerost er Månen måske ikke ligefrem, men der er i hvert fald huller, som kan være indgange til større grotter. Foto: NASA/LRO/SETI/Mars Institute/Pascal Lee

Planetforskeren Pascal Lee fra SETI-instituttet i USA har nærstuderet billeder taget fra NASA-satellitten Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO), der har kredset om Månen siden 2009.

På billederne har han forsøgt at finde huller, som afslører underliggende grotter, der engang er blevet skabt af lavastrømme – såkaldte lavarør. Og nu mener han at have fundet, hvad han ledte efter. Det skriver Videnskab.dk.

Huller på bunden af det store krater Philolaus kan være indgange til et større hulesystem, som mennesker måske engang kan flytte ind i.

Læs også: Vilde planer om rejser til Månen og Mars annonceret

Resultaterne blev fremlagt på konferencen NASA's Lunar Science for Landed Missions Workshop, hvor målet netop var at finde frem til de bedste steder at lande for fremtidige månemissioner.

Oplagt til en månebase

»Et lavarør er et oplagt sted at bygge en månebase, fortæller Kjartan Kinch, der er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Han fortsætter:

»Hvis du har sådan et rør, som du har adgang til via et hul i overfladen, så har du en hule, som du kan forsegle og pumpe fuld af luft. Så kan du bo dernede, godt beskyttet fra kosmisk stråling, et sted hvor temperaturen er nogenlunde konstant.«

Det ville sandsynligvis være nemmere at indrette sig i grotter frem for at bygge en base på Månens overflade. Specielt fordi sådan en base alligevel skulle dækkes af et solidt lag månestøv, som kan stoppe de fleste af de skadelige stråler, som Jordens magnetfelt beskytter os imod her på kloden.

Grotte med indlagt vand

Det er ikke noget nyt, at Månen har huller, der kan føre ned til lavarør – såkaldte skylights. Dem er der efterhånden fundet et par hundrede af. Men det spændende ved de nyfundne huller er, at de ligger ret langt mod nord. Det betyder, at der kan være is i dem.

Læs også: Er en tur til Månen i 2018 realistisk?

»Der er is på bunden af kratere ved Månens poler. Det er sandsynligvis kommet med meteorer og er blevet fanget på steder, hvor der altid er skygge. Og det kan tænkes, at sådan noget is også kunne samles i lavarør,« siger Kjartan Kinch.

»For mennesker på en månebase ville det selvfølgelig være fantastisk at have adgang til is, der er en knap ressource på Månen. Det kan bruges til drikkevand, men det kan også splittes til ilt og brint og bruges som raketbrændstof.«

Kan udforskes med robotter

Forskerne kan ikke være helt sikre på, at der gemmer sig større grotter under bunden af Philolaus-krateret. Netop fordi hullerne er fundet så langt mod nord, er det svært at få beviser for egentlige grotter, for man kan kun se, at der er mørke huller, som lyset fra Solen ikke kan nå bunden af.

Læs også: Sådan bruger Danmark rummet

Det er nemmere at blive klogere på huller tættere på ækvator, for så kan man få billeder, der er taget med sollys fra forskellige vinkler. Så kan man måske se bunden af grotten og få en fornemmelse af, hvordan den i hvert fald er større end selve hullet.

Pascal Lee håber, at hullerne vil blive udforsket nærmere, enten med robotter eller i forbindelse med bemandede månelandinger.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

The Sound of Brexit

Som den gamle musicalklassiker handler brexit om to parter, der skal finde hinanden under vanskelige omstændigheder.
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Modtag Videnskab.dk's nyhedsbrev Tilmeld
Flere nyheder på Videnskab.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her