Fortsæt til indhold
Viden

Statens Serum Institut: Beboere nær svinefarme har en øget risiko for at blive ramt af mrsa

Jo tættere du bor på en svinefarm, jo større risiko risiko har du for at blive smittet med svine-mrsa.

Det har i mange år været kendt, at mennesker, der arbejder på grisefarme og har daglig kontakt med slagtedyrene, er i større fare for at blive smittet med svinebakterien MRSA.

Nu viser nye undersøgelser, at man ikke behøver at være landmand på en svinefarm for at være i risikozonen for at blive inficeret med stafylokok-bakterien.

To nye danske rapporter lavet af Statens Serum Institut, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, og Københavns Universitet slår fast, at der er klart flere patienter, der er smittet med mrsa på landet end inde i byerne. Også blandt folk der ikke er i direkte kontakt med grise.

»Overordnet set kan vi konstatere, at hvis man bor i et område, hvor der er svinefarme, har man en øget risiko for at blive MRSA-CC398-smittet,« udtaler Anders Rhod Larsen, fagchef på Statens Serum Institut, SSI, og ekspert i husdyr-mrsa, til Ingeniøren.

En af rapporterne viser, at stafylokokkerne binder sig til støv i luften i dagevis, og det kan muligvis forklare, hvordan bakterierne bliver spredt fra svinefarmene.

Resultaterne viser dog, at smittefaren er den samme om man bor 2 km eller 5 km fra en svinefarm, hvilket ifølge forskerne indikerer, at støvet ikke alene kan forklare den store smittespredning.

»Det hænger sådan set godt sammen med, at når vi taler om stafylokokker, så er den primære smittevej person til person-kontakt,« udtaler Anders Rhod Larsen.

Derfor håber forskerne at kunne fortsætte undersøgelserne, for at komme nærmere et svar på, hvordan folk på landet kan undgå den øgede smittefare.

»Vi har ikke haft noget siddende på ventilationssystemet oven på en stald for at se, hvor mange bakterier der lukkes ud eller målt ude i landskabet. Og vi håber, at vi kan gå i gang med sådan et studie allerede i år. For vi bliver jo mødt med lokalbefolkningens bekymringer omkring smittefaren, og så vil det være godt at prøve at kvalificere debatten af, om det f.eks. er en risiko at cykle forbi en svinefarm eller bo tæt på en i forhold til spredning gennem luften,« siger Anders Rhod Larsen.

For et år siden kom frem i en undersøgelse, at 88 procent af de danske slagtesvin er inficeret med den antibiotikaresistente mrsa-bakterie, som kan smitte mennesker.

Artiklens emner
Mrsa