Viden

Undersøgelse: Danskerne nærer stor tillid til forskere

Men videnskaben risikerer også at blive påvirket af den manglende tillid til andre institutioner, mener forsker.

I april måned var mindst 5.000 på gaden i København for at "marchere for videnskaben". De fremmødte var trætte af »uvidenskabelig støj« og alternative fakta, der for let kommer i omløb i medierne. Foto: Ivan Riordan Boll/Polfoto

Danskerne har størst tillid til forskere på universiteterne, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Uddannelses- og forskningsministeriet. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

YouGov har spurgt til danskernes tillid til forskellige aktører i samfundsdebatten, blandt andet politikere, direktører, interesseorganisationer og tekniske eksperter.

To overordnede pointer fra undersøgelsen skinner ifølge pressemeddelelsen igennem:

Danskerne har større tillid til forskerne, end de andre aktører, men de er ikke tilfredse med formidlingen af forskning i den offentlige debat.

Her er nogle nøgletal fra undersøgelsen:

  • 60 procent af de adspurgte respondenter svarer i undersøgelsen, at de i høj grad eller i meget høj grad har tillid til forskere fra universiteterne
  • Seks procent har i høj eller meget høj grad tillid til de informationer, der kommer fra politikere
  • 82 procent af de adspurgte har i nogen, mindre eller slet ingen grad tillid til, at massemedierne rapporterer nyheder retvisende
  • 32 procent svarer, at den offentlige debat ikke er tilstrækkeligt understøttet af fakta og forskning
  • Knap 80 procent svarer, at de i nogen, høj eller meget høj grad mener, at forskningsresultater skal fylde mere

Læs også: Guide: Bliv en kritisk læser af nyheder om forskning

Derudover er mere end halvdelen interesserede i viden om danske forskningsresultater.

Undersøgelsen er foretaget af YouGov i perioden 24.-30. november 2017 og er baseret på svar fra 1007 respondenter.

Positivt resultat, men læs med forbehold

Professor mso David Budtz Pedersen fra Institut for kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet ser resultatet som positivt, men maner til besindighed:

»Det er positivt at konstatere, at der er høj tillid til forskere og forskningsinstitutioner her i slutningen af et år, hvor mange autoriteter er udfordrede. Men det er vigtigt at se disse meningsmålinger i den rigtige kontekst. De skal ikke bruges som undskyldning til at kravle op i elfenbenstårnet og gemme forskningen væk,« siger han til Videnskab.dk

Der er nemlig nogle begrænsninger ved undersøgelsen:

»Når vi har at gøre med et emne af denne kompleksitet, så siger en meningsmåling helt overordnet set ikke nødvendigvis så meget,« siger David Budtz Pedersen.

Læs også: Forskere har både ret og pligt til at sige deres mening

Undersøgelsen har store begrænsninger

Ifølge David Budtz Pedersen er der mange aspekter, den danske undersøgelse ikke belyser, som er vigtige for at forstå graden af tillid i det danske samfund.

Der måles for eksempel ikke på:

  • forskelle blandt kønnene
  • hvor folk bor
  • hvilken uddannelsesmæssig baggrund, de har
  • Undersøgelsen måler ikke ændringer over tid

»De data er vigtige for os at have med i det samlede billede,« siger han.

Der bliver heller ikke spurgt til forskellige videnskabelige hovedområder. Og der er ifølge David Budtz Pedersen meget, der tyder på, at forskellige forskningsområder nyder forskellige grader af tillid.

»Sundhedsvidenskab er enormt udfordret for tiden, og folk har vanskeligt ved at finde ud af hvilke eksperter, de skal lytte til. Det samme gælder ikke for partikelfysik.«

Videnskab er til debat

Tillid til videnskab og videnskabsformidling har været meget omdiskuteret i det forgangne år.

I november måned kunne Videnskab.dk fortælle om en norsk undersøgelse, som viste en stor mistillid til forskning blandt nordmændene. Lignende resultater fremgik af den store europæiske undersøgelse Eurobarometer.

Læs også: Tilliden til videnskab vakler: Sådan løser vi krisen

Næsten samtidig med offentliggørelsen af Uddannelses- og Forskningsministeriets undersøgelse, kom også resultaterne af en lignende, omend noget grundigere, svensk undersøgelse, som er foretaget på vegne af organisationen Vetenskap och Allmänhet. Undersøgelsen er blevet foretaget hvert år siden 2002, og giver derfor et indblik i udviklingen af tilliden.

Den svenske undersøgelse viser også, at forskning og videnskab nyder stor tillid i det svenske samfund, og videnskabelige institutioner bliver opfattet som troværdige. Men der er også tendenser til en faldende tillid.

»Det viser på den ene side, at der ikke er grund til at tro, at folk ikke værdsætter forskning og videnskab. Det gør de. Men der er tegn på en generel tillidskrise i samfundet, som med tiden også vil kunne ramme videnskaben,« siger David Budtz Pedersen om de svenske resultater.

Minister: Der skal bygges bro mellem videnskaben og danskerne

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind understreger vigtigheden af forskning og videnskabelige resultater i den offentlige debat:

Læs også: Google støtter Videnskab.dk’s nye troværdighedsbarometer for sundhedsvidenskab

»Falske nyheder og ’alternative fakta’ er desværre i alt for høj grad blevet en del af vores dagligdag. Men det er ganske enkelt ikke muligt at føre en fornuftig demokratisk debat, hvis der ikke er forskel på fakta og holdninger. Det er derfor vigtigt, at forskningen og videnskaben bidrager med fakta, som kan være med til at kvalificere debatten,« siger Søren Pind i pressemeddelelsen.

Han er derfor også på linje med ønsket om mere dækning af forskningsresultater i medierne.

»Forskningen skal i højere grad ud til befolkningen, det er en del af den moderne oplysning. Og det er positivt, at så mange har tillid til forskerne og ønsker mere forskning og fakta ind i den offentlige debat. Derfor ser jeg gerne, at både forskerne og medierne får et større fokus på at formidle forskningsresultater, så vi på den måde får bygget bro mellem videnskaben og danskerne, og den offentlige debat i højere grad bliver funderet på viden. Jeg vil også gerne appellere til mere diskussion forskerne imellem i den offentlige debat. For det er vigtigt at vise, at der kan være flere vinkler på samme sag – også inden for videnskaben,« siger Søren Pind.

Søren Pind har netop lanceret en forsknings- og innovationspolitisk strategi, hvoraf det også fremgår, at der vil blive fokuseret på forskning i tillid.

»Så spørgsmålet om tillid er ikke afsluttet med en enkelt meningsmåling,« siger David Budtz.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Viden
Annonce
Modtag Videnskab.dk's nyhedsbrev Tilmeld
Flere nyheder på Videnskab.dk
Gaming-bærbare: Når kun det vildeste er vildt nok
Hvor vildt bliver det, hvis du beder om den bedste gamingbærbare, du kan få? Ganske voldsomt, afslører denne test, hvor vi fokuserer på populære, kompromisløse monster-maskiner. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her