Fortsæt til indhold
Nyhedsoverblik

Dagens vigtigste nyheder søndag d. 23 oktober 2022

Vi giver dig overblikket over dagens vigtigste nyheder fra ind- og udland.

1

Xi Jinping bliver på magten i Kina

Xi Jinping har allerede været kinesisk leder i knap et årti, og søndag blev han igen udpeget som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti efter en afstemning bag lukkede døre i partiets centralkomité.

Dermed er han så godt som sikret en tredje præsidentperiode, når en præsident officielt udpeges i marts, vurderer flere analytikere. Xi Jinping sørgede i 2018 for at få afskaffet en grænse på maksimalt to perioder for kinesiske præsidenter.

Offentliggørelsen af en ventet tredje periode kommer ovenpå en uge, hvor Kinas Kommunistiske Parti har holdt kongres.

Her har Xi Jinping ifølge analytikere fæstnet grebet om magten ved blandt andet at sørge for at få skiftet ud i partiets topledelse og samle flere allierede tæt på sig.

2

Tidligere finansminister melder sig på banen til at afløse Liz Truss

Den tidligere finansminister Rishi Sunak har søndag officielt meldt sig som kandidat til at blive leder af Storbritanniens konservative parti - og dermed den næste premierminister efter Liz Truss’ afgang torsdag.

Meldingen var i høj grad ventet efter flere dages spekulation, og Rishi Sunak har tilsyneladende god opbakning. Ifølge BBC peger 128 konservative parlamentsmedlemmer på ham som foretrukken leder. Udover Rishi Sunak har også Penny Mordaunt meldt sit kandidatur.

Der er dog en forventning om, at også Boris Johnson forsøger at gøre et uventet comeback til premierministerposten blot seks uger hans egen afgang fra Downing Street. Han landede lørdag i London efter at have afbrudt en ferie i Caribien.

3

Bølgerne gik højt til debat om CO-2 afgift på landbruget på Støjberg-gård

Det var to politiske modpoler, der søndag debatterede om en mulig CO2-afgift på landbruget i en kostald på en gård i Roslev nord for Skive.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, havde inviteret Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, til en debat om fremtidens landbrug på Inger Støjbergs brors gård.

Mens Inger Støjberg afviser afgiften, som i hendes optik vil slå bunden ud af dansk landbrug og affolke de landlige egne af Danmark, mener Mai Villadsen, at landbrugets grønne omstilling langt fra går hurtigt nok.

Derfor ønsker partiet udover en CO2-afgift også at halvere den animalske produktion inden 2030.

4

Politisk flertal vil se nærmere på, hvornår du kan gå på pension

Da anbefalingerne landede i maj, var den politiske appetit nærmest lig nul. Men godt inde i valgkampen er et flertal i Folketinget nu åben for at se nærmere på Pensionskommissionens anbefalinger om, hvornår danskerne kan gå på pension.

Mens pensionsalderen i dag er 67 år, kan de yngste generationer i samfundet se frem til en pensionsalder, der stiger til 73, 74, 75, 76 og 77 år, som tiden går.

Den stigning er for voldsom, mener kommissionen. Selvom danskerne i fremtiden ventes at leve længere, vil den stadig stigende pensionsalder betyde, at kommende generationer får færre år på pension.

Hvis politikerne gennemfører Pensionskommissions anbefalinger, vil det koste statskassen 18 mia. kr. årligt i gennemsnit.

Uanset hvad kommer der formentlig til at gå flere år, før der - måske - sker noget. Næste gang Folketinget skal drøfte og eventuelt vedtage en højere pensionsalder er i 2025.