Fortsæt til indhold
Nyhedsoverblik

Dagens overblik tirsdag den 6. september

Her kan du læse dagens vigtigste historier fra ind- og udland.

1.

Liz Truss er nu officielt premierminister i Storbritannien

Liz Truss besøgte dronning Elizabeth på Balmoral i Skotland til et ceremonielt møde, hvor regenten bad Truss danne en ny konservativ regering.

Den tidligere konservative udenrigsminister bliver dermed Storbritanniens 56. premierminister og dets tredje kvindelige af slagsen. Det forventes, at hun løbende inden for de kommende dage vil annoncere, hvem der skal bestride de forskellige ministerposter i den nye regering.

2.

DR har fyret 47 medarbejdere og nedlægger flere programmer

Afskedigelsen af 47 medarbejdere er et led i DR’s digitale omstilling, der skal gøre streamingplatformene DR TV og DR Lyd til et omdrejningspunkt for udviklingen af alt det fremtidige indhold, og modernisere mediekoncernens måde at arbejde på i alle ender og led.

Derfor sløjfer DR programmet ”Detektor” og opdaterer ”Deadline”, så sidstnævnte fremover udkommer i et reduceret antal dage på flow-tv.

3.

Vejdirektoratet afprøver en nyt våben mod fartbilister

Vejdirektoratet tester for tiden et såkaldt actibump på Svendborgvej i Faaborg på Sydfyn samt i Lejre og Vordingborg. Actibump er en lem, der falder seks centimeter, hvis bilisten kører for hurtigt lige før mødet med actibump.

»Bumpet er meget velafprøvet, og de har rigtig gode erfaringer med det i Sverige, hvor det først blev afprøvet i 2010,« fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet, Maria Sande til Jyllands-Posten.

4.

Kofod vil have diplomatisk redegørelse fra Søren Pape om mystisk besøg i Den Dominikanske Republik

Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, skal fortælle Udenrigsministeriet, hvad der blev sagt og eventuelt aftalt på de ministermøder, han i 2018 som justitsminister afholdt uden udenrigstjenestens vidende under en privat ferie i Den Dominikanske Republik.

Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod, som ønsker, at Pape »redegør for møderne over for Udenrigsministeriet«, herunder mødernes indhold og hvordan de blev arrangeret.