Nyhedsguide 14. april 2026
Tvivl om løsgængers boligforhold forsinkede godkendelse af valget
Godaften
Dagens nyhedsguide stiller skarpt på flere politiske historier fra indland og udland. Derfor bevæger vi os helt fra en løsgængers boligforhold til fredsforhandlinger om krigen i Iran.
Her er Nyhedsguiden, hvor dagens overskrifter er:
- Tvivl om løsgængers boligforhold forsinker godkendelse af valget
- Konservative borgmestre opfordrer til at undersøge bred regering med S
- Nye fredsforhandlinger om krigen i Iran ventes at finde sted
Tvivl om løsgængers boligforhold forsinkede godkendelse af valget
Det nye: Usikkerhed om Emilie Schyttes boligforhold udskød kortvarigt godkendelsen af folketingsvalget.
Hvad er forklaringen? Information udgav i morges en artikel, der såede tvivl om, hvorvidt løsgænger Emilie Schytte reelt bor i Sverige og ikke i Danmark. Grundloven kræver nemlig, at man har bopæl i Danmark, for at man kan blive valgt til Folketinget. Schytte selv afviser, at hendes bolig i Danmark skulle være en proforma-adresse. Historien fik dog Folketingets Udvalg til Prøvelse af Valgene (UPV) til at undersøge løsgængerens boligforhold, hvilket betød, at godkendelsen af folketingsvalget blev udskudt. Udvalget fandt dog ikke nogen dokumentation for, at Schytte havde givet forkerte oplysninger om sin bopæl, hvorfor Folketinget efter forsinkelsen godkendte valget.
Konservative borgmestre opfordrer til at undersøge bred regering med S
Det nye: Flere konservative borgmestre opfordrer partiformand Mona Juul til at undersøge muligheden for en bred regering med Socialdemokratiet.
Hvad er baggrunden? I tre uger har Mette Frederiksen (S) uden held undersøgt, om der kan dannes en centrumvenstre-regering. Fredag krævede Lars Løkke Rasmussen (M), at Mette Frederiksen skulle afsøge en regering, hvor også Venstre og De Konservative er med. Mandag var Venstre inviteret til møder, og tirsdag er det De Konservatives tur. Står det til flere konservative borgmestre, bør partiformand Mona Juul overveje at gå i en bred regering med Socialdemokratiet, såfremt regeringsgrundlaget indeholder borgerlig økonomisk politik. Mette Abildgaard, politisk ordfører i De Konservative, konstaterer, at man særligt på grund af uenigheder om den økonomiske politik er »meget langt fra« en mulig regering, der både tæller Mette Frederiksen og De Konservative.
Nye fredsforhandlinger om krigen i Iran ventes at finde sted
Det nye: Ambassadører fra Israel og Libanon mødes i dag for at undersøge mulighederne for direkte forhandlinger mellem de to lande.
Hvad er baggrunden for møderne? Ambassadører fra Israel og Libanon mødes i Washington for at undersøge, om Israel og Libanon kan indlede direkte forhandlinger om en våbenhvile, der også involverer Libanon. I sidste uge indgik USA, Israel og Iran en midlertidig våbenhvile, men denne omfatter ikke Libanon. Derfor har Israel fortsat med at bombe i Libanon.
Ifølge Reuters ventes også USA og Iran at genoptage fredsforhandlinger senere på ugen.
Også værd at vide
Múte B. Egede erstatter Vivian Motzfeldt som Grønlands minister for udenrigsanliggender. Udskiftningen er interessant, fordi netop Motzfeldt spillede en stor rolle i den diplomatiske proces, der fulgte, efter Donald Trump havde gentaget sit ønske om ejerskab af Grønland, og som foreløbigt er endt med en arbejdsgruppe mellem USA, Danmark og Grønland.
20.600 Danske Bank-kunder har på grund af en systemfejl fået eksponeret deres hemmelige adresse over for andre, skriver Finans. Banken opdagede fejlen i oktober sidste år, men har først nu sendt et brev til de berørte kunder om det. Banken beklager fejlen og har slettet adresseoplysninger i alle interne dokumenter.
Dagens anbefaling
Det går rigtig dårligt for USA’s vicepræsident J.D. Vance. På en weekend er fredsforhandlinger med Iran kuldsejlet, Orban er blevet væltet i Ungarn, og CNN bragte en noget nedslående meningsmåling.
Min kollega Michael Hjøllund giver dig hele overblikket over de dårlige nyheder for Vance i denne artikel, som jeg vil anbefale dig at læse.
Tak for at læse med. Jeg håber, du vil læse med igen i morgen.